Klarup

Sagens forløb

Søndag 7. oktober: 36-årige Bo Johansen finder om eftermiddagen den nederste halvdel af et nøgent spædbarn i en bunke muldjord, da han er ved at anlægge ny have i sit nybyggede hus på Bettyvej i Storvorde. Mandag 8. oktober: Politiet afsøger med håndskovle og specialtrænede nedgravningshunde jorden både i parcelhushaven og i den grusgrav, hvor jorden stammer fra, i håb om at finde pigens overkrop. Tirsdag 9. oktober: Politiet får hjælp fra Beredskabsstyrelsen i Thisted for at finkæmme området i grusgraven ved Klarup. Mere end 200.000 kubikmeter jord bliver endevendt med skovle og siet med net. Politiets hundepatrulje afsøger samtidig området. Onsdag 10. oktober: Jorden i parcelhushaven i Storvorde endevendes. Gravearbejdet giver intet resultat, og politiet hælder til den tredje mulighed; overkroppen fundet og fortæret af ræve, der huserer i grusgraven. Torsdag 11. oktober: Politiet afhører et ungt par, som en henvendelse har gjort opmærksom på, men det viser sig, at kvinden ikke har været gravid. Parret er det eneste, politiet har kunnet identificere ud fra de i alt otte henvendelser, det har modtaget. Fredag 12. oktober: Det halve spædbarnslig obduceres af retsmedicinere. Mandag 15. oktober: De retsmedicinske undersøgelser er meget tvivlsomme, da man kun har pigens underkrop at gå ud fra. Dog konstateres det, at den ene hæl er en anelse mere blå end den anden, hvilket tyder på, at pigen har fået taget en hælblodprøve og dermed er født indenfor det offentlige sundhedsvæsen. Tirsdag 16. oktober: Politiet overvejer at søge om en dommerkendelse for at få lov til at tjekke alle de kvinder, der har født en datter på Aalborg Sygehus i perioden fra 7. oktober og en måned tilbage. Det drejer sig om cirka 150 kvinder. Torsdag 18. oktober: I stedet laver politiet et udtræk fra CPR-registret for Aalborg Kommune for børn født siden 1. september og er nu i gang med at opsøge de 100 mødre, der har født i perioden.