Said Mansour i ny terrorsag

Kort før sin prøveløsladelse sættes dansk-marokkaneren Said Mansour i forbindelse med en international terrorcelle i den nordspanske by Burgos.

den terrordømte dansk-marokkaner Said Mansour sættes nu i forbindelse med en terrorsag i Spanien.
foto: scanpix

den terrordømte dansk-marokkaner Said Mansour sættes nu i forbindelse med en terrorsag i Spanien. foto: scanpix

Spansk politi har hos cellen fundet materiale, der opfordrer til hellig krig, og som er produceret af Said Mansours forlag, Al Nur Islamic Information. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Det spanske politi anholdt i oktober seks mænd i Burgos og sigtede dem for at tilhøre en celle, der rekrutterer unge til at kæmpe i Irak og indsamler penge til og distribuerer materiale om hellig krig, herunder bombemanualer. Blandt det beslaglagte materiale var cd'er produceret af Said Mansours forlag, oplyser det spanske indenrigsministerium. Der er også konstateret pengeoverførsler mellem Danmark os Spanien i den aktuelle sag, skriver Jyllands-Posten. Dermed er der føjet endnu en til rækken af internationale terrorceller, som Mansour er sat i forbindelse med i de senere år. Said Mansour blev sidste år idømt tre og et halvt års fængsel for at opfordre til terrorisme. Da han blev fængslet i september 2005, ventes han om kort tid at blive prøveløsladt. /ritzau/

Forsiden