Saint- Exupérys banemand

Manden, der skød den franske pilot, digter, tegner og forfatter, Antoine Saint-Exupéry, ned over Middelhavet 31. juli 1944 har meldt sig 64 år efter. Dermed kan en af de mest myteskabende gåder fra Anden Verdenskrig endelig betragtes som løst. Exupéry vendte ikke tilbage fra patrulje i sin Mustang Lightning P38, "the Cadillac of the sky". Den 43-årige luftveteran, der havde været postflyver i både Sahara og Argentina, fløj fotorekognoscering som forberedelse til den allierede invasion i Provence. Han var egentlig for gammel til aktiv tjeneste, men erfaring og legendestatus banede vejen. Han var idol for alverdens piloter i kraft af sine bøger, "Postflyver" (1929), "Flyvere i natten" (1931) og "Krigsflyver" (1942). Hans mest berømte værk var børnebogen "Den lille prins" fra 1943. Det var efter alt at dømme den tyske jagerpilot Horst Rippert, der på patrulje over Middelhavet øst for Marseilles i sin i sin Messerchmidt ME-109 spottede det franske fly. Den nu 88-årige krigsflyverveteran har længe båret på hemmeligheden. Men nu har han endelig sagt ja til at stå frem, efter at han blev fundet af den tyske historiker Lino von Gartzen. I dennes bog "Saint-Exupérys ultimative hemmelighed" fortæller Horst Rippert, at han reagerede øjeblikkelig ved mødet med Mustangen. Han "skubbede styrepinden fremad, dykkede under det fjendtlige fly og gennemhullede dets vinger. Flyet styrtede direkte i havet og Rippert så ingen springe ud". "Hans maskine brændte som et lys. Man fortalte mig senere, at det var Exupéry. Hvilken katastrofe! "Hvad har du gjort!", sagde jeg til mig selv. (...) Jeg håbede og håber stadig, at det ikke var ham. I min ungdom læste vi alle hans bøger, og vi var vilde med ham. Han skrev beundringsværdigt om flyveres tanker og følelser. Han vakte flyverkaldet i mange af os. Havde vidst, det var ham, ville jeg ikke have åbnet ild. Ikke mod ham", siger Horst Rippert i dag.