Salander i to film til

Svensk tv bøjer sig for publikumspresset og siger ja til film

Noomi Rapace spiller punkhackeren Lisbeth Salander i filmudgaverne af Stieg Larssons romaner. Arkivfoto

Noomi Rapace spiller punkhackeren Lisbeth Salander i filmudgaverne af Stieg Larssons romaner. Arkivfoto

"Mænd, der hader kvinder" får nu to efterfølgere i biograferne også. Den afdøde svenske krimiforfatter Stieg Larssons to efterfølgende romaner i Millenium-serien bliver også til spillefilm, selv om det egentlig var beslutningen, at de kun skulle optræde som tv-serier. Beslutningen er truffet på højt plan i Sveriges Television, der har enerettighederne til en dramatiseret udgave af de to øvrige romaner. Ellers har det hidtil været sådan, at Niels Arden Oplevs film over "Mænd der hader kvinder" ville blive den eneste spillefilm, mens de to andre kun ville komme som tv-serier. Nu er Arden Oplevs film imidlertid på tre uger blevet Skandinaviens hidtil største biografsucces med over 1,5 millioner solgte billetter i Danmark, Norge og Sverige. Det har ført til nye kontakter mellem Nordisk Film, Det svenske Filminstitut og det danske produktionsselskab Yellow Bird, der tidligt sikrede sig filmrettighederne til "Mænd der hader kvinder", og som også producerer tv-udgaverne af "Pigen der legede med ilden" og "Luftkastellet der blev sprængt". Danske Yellow Bird står også for produktionen af de to nye spillefilmversioner. "Pigen der legede med ilden" ventes at få biografpremiere midt i september og "Luftkastellet der blev sprængt" i slutningen af november, oplyser Søren Stærmose fra Yellow Bird. Instruktør på både tv-serierne og de to nye filmudgaver er svenskeren Daniel Alfredsson. Filmene er baseret på Stieg Larssons Millennium-trilogi og er produceret af Yellow Bird i samarbejde med TV-stationerne SVT og ZDF samt distributøren Nordisk Film ved executive producer Lone Korslund. "Mænd der hader kvinder" ligger på førstepladsen på filmhitlisterne i både Danmark, Sverige og Norge. I Danmark er den set af 621.203. Den får biografpremiere i Finland 27. marts.