Salander á la Hollywood

7
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Salander og Blomkvist (Daniel Craig) forsøger at finde ud af, hvem der myrdede Harriet og kommer på sporet af en seriemorder.

Anslaget - introscenen hvor to glinsende olieindsmurte mennesker, ansigter, der lider, elsker, giver sig hen eller bliver pint til en heftigt dunkende techno-udgave af rockgruppen Led Zeppelins gamle klassiker "Immigrant Song" - siger sådan set det hele. Den svenske krimiforfatter Stig Larssons realistiske værk om magtmisbrug, finanssvindel og kvindeundertrykkelse med videre har fået en ordentlig omgang blankpolering i den store Hollywood-filmmaskine. Det er ikke nogen dårlig film, selv om der sine steder går lige vel meget rockvideo i den. Du skal bare lige bruge en times tid til at vænne dig til, at det nu er en ganske muskuløs og adræt Daniel Craig, der skal spille den bamsede og retfærdighedssøgende journalist Mikael Blomkvist. Lige som den første tanke der farer gennem hovedet, da Rooney Mara indtager scenen i rollen som det punkede, sortklædte utilpassede Lisbeth Salander er: - Den hanekam er da alt for lille i forhold til Noomi Rapaces i den svenske førsteindspilning! Men ellers har dette amerikanske remake valgt at fortælle historien og afvikle plottet næsten ned til mindste detalje, sådan som danske Niels Arden Oplev gjorde, da han var instruktør på den første svenske Millennium-film, "Mænd der hader kvinder" i 2008. Den gamle direktør Henrik Vagner (Christopher Plummer) får hvert år på sin fødselsdag tilsendt en smukt indrammet presset blomst, og det har han gjort i 40 år siden hans elskede brordatter Harriet forsvandt. Vagner er sikker på, at det er Harriets morder, der på denne måde piner ham, og heldigt for ham er den skarpe finansreporter Mikael Blomkvist (Daniel Craig) lige blevet ledig på markedet og har mistet hele pensionsopsparingen på 600.000 for uberettiget at have tilsvinet finansmanden Wennerström i tidsskriftet Millennum. Nu får Blomkvist et jobtilbud, han ikke kan sige nej til. Flyt herop og gennemgå sagen en gang til under påskud af , at du skal skrive en biografi om den gamle finansmand. - Du vil få det så rigeligt betalt og jeg kan også forsyne dig med oplysninger, der kan fælde Wennerström, lyder tilbuddet. Inden Blomkvist får jobbet, skal han dog lige sikkerhedstjekkes, og til at indhente fortrolige og personlige oplysninger om journalisten har sikkerhedsfirmaet Milton Security valgt deres bedste hacker, Lisbeth Salander (Rooney Mara). Så er vi sådan set godt i gang og følger næsten slavisk de spor og den vej, som danske Oplev valgte, da han skulle visualisere og forvandle Stig Larssons komplekse krimi til spændende film. Du kan hurtigt se og mærke, at massive dollarinvesteringer er bragt i spil for at gøre denne Hollywood-gentagelse til en kassesucces. Her er ikke sparet hverken på location eller kendte og mindre kendte skuespiller, og foruden de førnævnte er svenske Stellan Skarsgård endnu en gang sat til at spille Martin Vagner, en opgave, han iøvrigt løser ganske fremragende. Men opgraderingen, det, at handlingen foregår i en langt mere blankpoleret, mainstreammiljø, tager også noget af den nerve og den autenticitet ud af historien, hvis du sammenligner med Oplevs langt mere realistisk, desperate filmsprog. Daniel Craig gør det sådan set ganske nydeligt, men han brænder ikke for alvor igennem, så du tror på, at han virkelig er den retfærdighedssøgende, kompromisløse reporter, som han egentlig skal agere. Der er simpelthen for lidt bamset og blød mand og for meget actionhelt i hans gestus og skuespil. Rooney Mara i rollen som Salander vinder terræn efterhånden, som filmen skrider frem. For hun går frygtløst til rollen og gør den til sin egen. Både i den nedværdigende analvoldtægtscene og i den efterfølgede tatoveringshævn, hvor hendes påtvungne værge Bjurman (Yorick van Wageningen) får nål til maveskindet. Det er stadig et forrygende plot, og instruktør David Fincher forstår til fulde at forløse det. Alligevel sidder du som biografgænger tilbage med en underlig tom fornemmelse efter at have set denne ferme film om seriemord. Det er som om den sociale indignation er drænet ud af skildringen. Salander bliver næsten for meget bare en ren hævngudinde. Cool og sej. Hvor den tidligere filmatisering i langt højere grad havde fat i hendes på en gang sårbare, svigtede og forståeligt rasende attittude. Og samtidigt rettede sigtekornet mod det system og de mennesker, der havde svigtet hende og medmenneskeligheden Det er ikke en film, der er drevet af nogen kunstnerisk nødvendighed, og har du set den første film, er det så som så med overraskelses- og spændingsmomenter. Så nu må de andre store filmindustrier se at komme ud af starthuller og give os en Salander á la indiske Bollywood eller en karateboksende Salander á la Bruce Lee. Og det var vist ikke det, som var meningen med Larssons Millenium-værk. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "The Girl With The Dragon Tattoo" USA, 2011. Instr.: David Fincher. To timer, 38 min. Till. f. 15 år.