Sverige

Salg af drivtømmer har lange udsigter

Politiet regner med, at tømmeret sælges på auktion.

Der kan godt gå op til 14 dage, inden politiet har taget stilling til, hvornår og hvordan drivtømmeret fra Lyngby skal sælges. Det oplyser Jakob Berger Nielsen, sekretariatschef hos Midt- og Vestjyllands Politi. - Vi har en vare, vi skal have solgt. Men det er trykimprægneret træ, så det gør nok ikke den store forskel, om det skal ligge lidt længere, siger han om tømmeret, som nu er opmagasineret flere forskellige steder i plantagen ved Lyngby. Han mener heller ikke, at der er tale om nogen miljørisiko, efter at drivtømmeret nu er fjernet fra en lokalitet ved vandværket i Lyngby. Her blev en del af tømmeret i første omgang opbevaret - indtil Thisted Kommune gjorde opmærksom på, at et drikkevandsreservoir var i fare for at blive forurenet af de stoffer, som træet er imprægneret med. Jakob Berger Nielsen regner med, at træet vil blive solgt ved en auktion. Men politiet har endnu ikke truffet aftale med den auktionarius, der skal stå for salget. Omkring 650 kubikmeter svensk tømmer drev i land på stranden ved Lyngby, efter at det i stormen 12.-13. januar blev skyllet over bord fra en britisk coaster på vej fra Sverige til England. En del af tømmeret nåede dog ikke kysten i hel tilstand, og det er nu kørt på lossepladsen.