Virksomhedsøkonomi

Salg af mursten redder AaB fra røde tal

Ejendomsalg sikrede AaB A/S et overskud i 2006 på 6,6 millioner kroner

AALBORG:Mens AaB tabte knap otte millioner kroner på de sportslige aktiviteter i 2006, høstede klubben guld på ejendomshandel. Salget af en del af det ejendomskompleks, der rummer klubbens kursus- og konferenceaktiviteter på Hadsundvej, indbragte sidste år klubkassen ikke færre end 20,5 million kroner i fortjeneste. Et underskud på omkring 14 millioner kroner på de øvrige aktiviteter blev hermed forvandlet til et samlet plus på 6,6 millioner kroner før skat. I forhold til 2005 var der tale om en forbedring på 15,9 millioner kroner. - Vi må erkende, at det er svært at tjene penge på de sportslige aktiviteter, og derfor er vi tvunget til at bevæge os uden for sporten. I øvrigt i lighed med andre klubber, siger klubbens administrerende direktør Peter Hinrup. For indeværende regnskabsår forventer klubben, at salg af yderligere en del af ejendomskomplekset på Hadsundvej vil indbringe en fortjeneste på mellem 15 og 35 millioner kroner. Hvad resultatet angår, forventer klubben et overskud på 20 millioner kroner. Heraf fremgår det, at ejendomshandel også i år vil holde hånden under AaB’s bundlinie. Klubbens direktør understreger dog, at det på sigt er hensigten, at sporten økonomisk skal kunne hvile i sig selv. - Vi tør ikke love, at sporten lander tæt på et nul i 2007, men det er vores intention, at vi når dertil i løbet af de kommende år, siger Peter Hinrup, der dog understreger, at de udenoms aktiviteter er kommet for at blive. - Jeg glæder mig over, at vi er dygtige nok til at tjene en masse penge på ejendomshandel. Og viser der sig nye muligheder, vil vi gribe dem, siger Hinrup, der betegner sport i sig selv for en alt for usikker faktor, når det gælder en forretning af det omfang. - Alt for meget afhænger af, om man har held til at spille sig i Champions League eller får gennemført en indbringende spillerhandel. Derfor må man skaffe sig et økonomisk rygstød på anden vis, hvad vores investering i et antal sportsbutikker er udtryk for, siger AaB-direktøren med henvisning til klubbens køb af 50 procent af aktierne i Sport Nord A/S, der driver otte sports- og tøjbutikker i Nordjylland. AaB-koncernen stod ved indgangen til dette år med en ejenkapital på 135 millioner kroner, efter at man i 2006 gennemførte en kapitaludvidelse, der indbragte 61 millioner kroner netto.