Salg af Pandora-smykker i bedring efter reklame-fremstød

Aktiemarkedet jubler over negative salgstal fra Pandora. Alle havde frygtet meget værre, siger analytiker.

Smykkeselskabet Pandora har fået bremset tilbagegangen af sit smykkesalg, viser foreløbige regnskabstal. Det alene giver aktie-handlende smag på mere, og Pandora-kursen bankede op hen mod slutningen af dagen. (Arkivfoto)

Smykkeselskabet Pandora har fået bremset tilbagegangen af sit smykkesalg, viser foreløbige regnskabstal. Det alene giver aktie-handlende smag på mere, og Pandora-kursen bankede op hen mod slutningen af dagen. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Det ser ud til, at Pandora med en ordentlig saltvandsindsprøjtning til reklame-afdelingen har stoppet den tiltagende salgstørke, som smykkevirksomheden i disse år har befundet sig i.

Sådan lyder aktieanalytiker Per Fogh fra Sydbank og tilsyneladende også aktiemarkedets analyse af den kriseramte smykkevirksomhed, der mandag eftermiddag præsenterede foreløbige salgstal.

Tallene viser, at salget faldt i fjerde kvartal i de butikker, der har været åbne i mindst 12 måneder. Men faldet ventes kun at være på fire procent.

Samtidig ser Pandoras spareprogram ud til at virke, i den forstand at deres estimat for, hvor mange penge de kan tjene på salget, ligger i den høje ende af, hvad der var forventet.

- Pandora har været ude at øge deres omkostninger til markedsføring ganske betragteligt. De har været ude at fordoble deres omkostninger på alle de væsentligste markeder, siger Per Fogh.

- Det er noget af det, som man håber, kan kaste mere salg af sig.

Selv om Pandora stadig sælger færre smykker, er det ifølge Per Fogh positivt, at salget ikke længere ser ud til at være i frit fald, men at Pandora kan generere efterspørgsel, hvis de øger markedsføringen.

Netop det element - at kunne øge salget med mere markedsføring - er nøgleelement i Pandoras plan for at rette op efter nogle miserable år.

Det skal sammen med spareprogrammet vende udviklingen, der blandt andet har kostet Pandora over 65 procent af aktieværdien på tre år.

Alene mandag efter de foreløbige salgstal steg Pandoras aktie med 10 procent.

- Det er rigtig nok, at salget stadig går tilbage. Men det tyder altså på, at den her strategi, de har anlagt sig, har vendt noget af salgstilbagegangen. Det tager markedet rigtig positivt imod, siger Per Fogh.

Bedringen til trods venter Pandora dog fortsat, at salget i de butikker, der har været åbne i over 12 måneder, også falder næste år.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.