Salget støtter de unge

Frederikshavn 10. juli 2003 08:00

FREDERIKSHAVN: Erhvervsklubberne i FfI Fodbold, Frederikshavn Ishockey Klub og FOX TEAM Nord har lavet en samarbejdsaftale. Målet er at skabe et stærkere økonomisk fundament for alle tre idrætsklubber, og den kommer første gang i brug i forbindelse med Tordenskjoldsdagene, den første weekend i september. Aftalen går i første række ud på at de tre erhvervsklubber har overtaget serviceringen med mad og drikkevarer. Mod at betale et grundbeløb til organisationen bag Tordenskjoldsdagene får de derefter chancen for at arbejde et pænt beløb ind til deres respektive sportsklubber. Det har tidligere været nævnt, at det ny telt der er fremstillet i forbindelse med koncerter på Knivholt, kan blive inddraget i arrangementet. Der mangler på nuværender tidspunkt kun at blive støbt nogle fundamenter før teltet kan rejses, og dette håber man fra Tordenskjoldsorganisationen vil ske i august måned. På sigt vil samarbejdet de tre klubber imellem kunne bruges i flere sammenhænge, blandt andet gennem en forstærket markedsføring. For de kommende fælles arrangementer gælder det, at alle tre erhvervsklubber tager aktivt del i planlægning og gennemførelse af projekterne, og med primus motor Gunnar Mortensen fra FfI Fodbold, samt Jan Sørensen fra FIK og Henrik Uhrenholdt fra FOX TEAM Nord bag disken, ser det ud til at salget af mad og drikkevarer i forbindelse med Tordenskjoldsdagene, kommer erhvervsklubberne og senere idrætsklubberne til gode. bob

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...