EMNER

Salgsplaner bekymrer kiksfabrikkens ansatte

Planer om at sælge småkagekoncernen KelsenBisca bekymrer formanden for kiksearbejderne i Hjørring, Lis Brandt. Hun frygter en udenlandsk overtagelse.

- Kommer vi på amerikanske eller engelske hænder, véd vi ingenting. Vi har før været i udenlandsk eje. Det indebærer altid en risiko for lukning, siger hun. Det var situationen i 1997, da den multinationale koncern United Bisquits besluttede at trække sig ud af Hjørring. Arbejdspladserne blev kun reddet, fordi ledende medarbejdere i samarbejde med Nykredit købte virksomheden for at drive den videre. Ved fusionen mellem Bisca og småkagekoncernen Kelsen i Nr. Snede for tre år siden fik konsortiet bag Bisca løfte om at kunne få indløst deres aktier for kontanter senest i 2005. Det er bagrunden for, at hovedaktionæren, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, nu har sat en undersøgelse i gang, der skal klarlægge værdien af koncernen i handel og vandel. Direktør Flemming Skov Jensen havde selv foretrukket en introduktion på Børsen, men kurserne for tiden er så lave, at de ikke ventes at give et afkast, der kan tilfredsstille ejerne. Koncernen har knapt 1000 ansatte, heraf knapt et par hundrede i Hjørring. 1. sektion side 18