Salmer for generationer

Salmerne er lige så faste programpunkter i den danske jul som den gode mad og pakkerne under træet, men der er grund til at fundere lidt over flere af værkerne

Der er nog­le sal­mer, vi sim­pelt­hen må syn­ge ju­le­af­ten. Ju­le­sal­mer­ne er et ka­pi­tel for sig i den dan­ske sang­skat. Her er vir­ke­lig tale om et ud­slag af det for­tærs­ke­de og mis­brug­te ord ”kul­tur­arv”. For de sal­mer, langt de fle­ste dan­ske­re syn­ger i ju­len, er gået i arv. Ikke fra en ge­ne­ra­tion – men fra fle­re. Ar­kiv­fo­to: Lars Pau­li

Der er nog­le sal­mer, vi sim­pelt­hen må syn­ge ju­le­af­ten. Ju­le­sal­mer­ne er et ka­pi­tel for sig i den dan­ske sang­skat. Her er vir­ke­lig tale om et ud­slag af det for­tærs­ke­de og mis­brug­te ord ”kul­tur­arv”. For de sal­mer, langt de fle­ste dan­ske­re syn­ger i ju­len, er gået i arv. Ikke fra en ge­ne­ra­tion – men fra fle­re. Ar­kiv­fo­to: Lars Pau­li

Vi kan være socialdemokrater eller Venstre-folk. Høje eller lave. Tykke eller tynde. Kvinder, mænd eller børn. Vi kan spise and eller kalkun – gås eller flæskesteg. Vi kan aftale med hinanden, at i år holder vi igen med gaverne. Men der er nogle salmer, vi simpelthen må synge juleaften. Julesalmerne er et kapitel for sig i den danske sangskat. Her er virkelig tale om et udslag af det fortærskede og misbrugte ord ”kulturarv”. For de salmer, langt de fleste danskere synger i julen, er gået i arv. Ikke fra en generation – men fra flere. Den ældste er fra 1400-tallet, men blev først ”dansk” flere hundrede år senere. Langt de fleste er skrevet i 1800-tallet, da Danmark var beriget med imponerende digtere med N.F.S. Grundtvig og B.S. Ingemann i spidsen. Den uundgåelige Det er naturligvis umuligt at konstatere, hvilken af de elskede og kendte julesalmer der er den bedste. Det er som at diskutere bordeaux eller bourgogne. Det er til syvende og sidst en smagssag. Men man kan anlægge en litterær betragtning og se på rim, versopbygning og indhold. Eller man kan anlægge en musisk betragtning og lytte til og vurdere de melodier, der er komponeret til salmerne. Der er stor forskel på julesalmernes kvalitet, hvis man foretager en sådan analyse. Men skal man det? Viden og analyse kan dræbe både glæde og barnetro. Julen er netop summen af disse faktorer. Skam få den, der lader intellektet overstråle nydelsen. Men uanset om man analyserer eller ej: En af de mest benyttede julesalmer kan simpelthen ikke trænge sig frem i forgrunden på kvalitet. Vi elsker den alligevel. Fordi den er indbegrebet af jul. Det drejer sig om Grundtvigs ”Det kimer nu til julefest”. Jeg mindes endnu min barndoms juleafslutning i den lokale kirke. Alle vi skoleelever sad der – ventende både på julen og fridagene. Når orglet så satte i med forspillet – og vi derefter alle begyndte at synge ”Det kimer nu...”, blev det simpelthen bare jul. Det kriblede i nakken af fryd. Stemningen kom af sig selv. Der er en indbygget højtidelighed i den sang. En storhed, som fuldkommen overskygger den kendsgerning, at Grundtvig ikke lever op til sig selv som rimsmed – og at C. Balles musik er en anelse svulstig. Sangen er gammel. Grundtvig skrev den allerede i 1817. Ved den lejlighed var sangen på 24 vers. Den konsekvente ”langskriver” Grundtvig ændrede selv sangen til 19 vers i 1837. Ni af dem har overlevet i Højskolesangbogen. Børn og barnlige sjæle Hjemme hos os har vi den tradition, at alle deltagere i julefesten har mulighed for at vælge en salme, vi så synger i fællesskab. Jeg har bemærket, at valget af salmer siger en hel del om mennesker. De meget musikalske vælger ofte lidt ukendte salmer. De har hørt eller følt noget i dem, som vi andre ikke har fornemmet. Store sangere vælger ofte sange, der kræver meget af stemmen. (Vi brummere bekæmper denne tendens ved at vælge salmer med en vis visekarakter). Og børn - og voksne, der har det indre barn i behold – vælger altid ”Dejlig er den himmel blå” eller ”Velkommen igen, Guds engle små”. Det er også et par prægtige salmer. ”Velkommen igen Guds engle små” er den ældste af dem. Grundtvig skrev den i julen i 1825, så det er en rigtig julesalme, helt igennem. Sangen blev trykt første gang i 1831 i ”Søndags Bogen”, og den udgave, vi kender i dag, blev til i 1850 i forbindelse med 2. udgaven af Grundtvigs ”Fest-psalmer”. Der nåede Grundtvig ned på de otte vers, der i dag er med i Folkehøjskolens Sangbog. Melodien er let, glad, smuk og helt igennem professionelt arbejde. Naturligvis. Komponisten var C.E.F. Weyse. Man kan kende Michael Laudrup på den måde, hvorpå han tæmmer en bold. Weyses mesterskab var af en anden art. Men lige så genkendeligt. ”Dejlig er den himmel blå” er min egen favorit-julesalme. For mig er den rendyrket poesi og glæde. Det skyldes ikke mindst Meidells viseagtige, blide melodi, men Grundtvigs tekst er ren poesi: ”Dejlig er den himmel blå/ lyst det er at se derpå/ hvor de gyldne stjerner blinke/ hvor de smile, hvor de vinke/ os fra jorden op til sig…” Barnetro iklædt poesi. Det er gribende smukt. Salmernes pensionist Den ældste af de salmer, vi – eller i det mindste nogle af os – synger i julen er ”En rose så jeg skyde”. Det er en katolsk ”Christliedlein” fra det 15. århundrede, altså fra 1400-tallet. Mere kristen kulturarv kan vi næsten ikke få. Salmen er omkring 600 år gammel. Den besidder en afgørende kvalitet, når noget skal leve længe: Den er enkel. Både i rimopbygning og i melodien. Salmen kom temmelig sent til Danmark. Sådan i folkelig forstand i det mindste. For det er meget muligt, den er blevet spillet og sunget af munke og nonner – måske også i kirkerne – i en længst svunden tid. Men salmen, som vi kender den i dag, kan vi takke komponisten Th. Laub for. Han fordanskede salmen og offentliggjorde den i ”Musik og kirke” i 1920. I dag er der igen tre vers med i Højskolens Sangbog. Heldigvis. I en årrække var et af versene strøget. Nemlig det, der lyder sådan her: ”Den rose fin og fager/ har dejlig duft og skær/ den lyse for os ville/ og sprede mørket her/ i sandhed, mand og gud/ af syndens nød og pine/ han nådigt hjalp os ud.”Jeg aner ikke, hvorfor det vers blev taget ud i en periode. Men måske virker det for ”missionsk”. Det passer ikke til dansk elastik-kristendom. Jeg synes, det er et stærkt vers. ”I sandhed Mand og Gud, af syndens nød og pine, han nådig hjalp os ud.” Det er da digterkunst! Nu er verset tilbage i den 18. udgave af Højskolesangbogen. Lidt synd for Ingemann Er Grundtvig en selvfølge juleaften, er B.S. Ingemann det også. Salmedigteren og litteraten fra Sorø skrev nogle af de mest elskede af alle julens salmer. Derfor er det ærgerligt, at en af hans mest kendte salmer blev udsat for lidt af en musikalsk voldtægt. At voldtægtsmanden så i praksis var C.E.F. Weyse lindrer på smerten. Oprindeligt skrev Ingemann nemlig ”Julen har bragt” som et seks-strofet digt med fire linjer i hver strofe (En strofe er det, vi almindelige mennesker kalder for et vers). Han skrev teksten i 1839, i øvrigt på opfordring af vennen pastor A. Fenger i Lynge. Da så melodien kom til et par år senere, blev de seks strofer klasket sammen til tre. Og det er ærgerligt. Fordi den strofe, der mere end nogen anden viser digterens blide julestemning, blev anbragt lidt malplaceret. Det drejer sig om følgende: ”Dans, lille barn, på moders skød/ en dejlig dag er oprunden/ i dag blev vor kære Frelser født/ og paradisvejen funden.”Det var oprindelig en selvstændig, centralt placeret strofe i Ingemanns salme. Nu udgør det sidste halvdel af anden strofe, der først fortæller om ”du fattige spurv, flyv ned fra tag med duen til julegilde.” Det var bedre, da historien om moderen og barnet havde sit eget liv. Det var en bedre fortælling. Og så til rosinerne Og når vi er ved Ingemann, er det naturligt at slutte af med to rosiner i pølseenden. De smukke salmer ”Dejlig er jorden” og ”Glade jul, dejlige jul”. Førstnævnte er en stor salme, der er vokset ud over julen. Når jeg tænker tilbage, har netop den salme været eneste positive oplevelse ved lidt for mange begravelser i venne- og familiekredsen gennem årene. Men det er en salme, der giver trøst – og som samtidigt sætter mennesket på plads i universet med de vældige linjer: ”Tider skal komme, tider skal henrulle – slægt skal følge slægters gang.” Større kan det ikke blive. Ingemann præsenterede salmen i Dansk Kirketidende, september 1850, under titlen ”Pilgrimssang”. Melodien er en gammel schlesisk folkemelodi. ”Glade jul – dejlige jul” er endnu et udslag af inspiration – eller kunstnerisk tyveri – om man vil. Verdens vel nok mest kendte julesalme er skrevet af den østrigske præst Joseph Mohr i 1813. Under Napoleons-krigene. Mens Europa krympede sig under hærenes tummel, skrev Mohr sit livs eneste salme. Organisten i hans egen kirke, Franz Gruber, komponerede melodien, der i høj grad har været med til at gøre ”Stille Nacht – Heilige Nacht” til det største julehit gennem alle tider. Oversat til stort set samtlige sprog i den kristne verden. Gruber komponerede i øvrigt melodien på guitar hjemme i sin ungkarlehybel – før han så spillede den på orgel for menigheden i kirken. Måske er det derfor, at netop denne melodi er så enkel, smuk rytmisk i sin opbygning. Ingemann gendigtede nænsomt, men lidt anderledes end den tekst, vi kender i dag. Han skrev: ”Glade jul – dejlige jul/ Engle flagrer bag sky i skjul/ Hid de nu flyve med paradisgrønt/ Og hvor de see, hvad for Gud er kjønt/ Lønligt iblandt os de gaae…” Anderledes ord. Men meningen er der ikke forskel på. Heller ikke, når Ingemann slutter med at digte om ”himmelsk fred toner julenat herned.” Sådan skrev den østrigske præst i sin sang for snart 200 år siden. Det er stadig menneskets store ønske. Fred. Hvor lidt har vi lært på 200 år! Glædelig jul... { Arne Mariager er chefredaktør på Vejle Amts Folkeblad