Salmesang for babyer

Regnbygen spiller med, når de små lytter til salmesang. Her er det fra et tidligere hold i Ansgarskirken.
EMNER 25. august 2007 06:00

AALBORG: Babysalmesang hedder det, selv om det ikke er meningen, at de små pus selv skal synge, og det griber om sig og er de senere år blevet meget populært i nordjyske kirker. Nu begynder en ny sæson, og både Ansgarkirken i Aalborg og de tre kirker i Gunderup, Nøvling og Gistrup har salmesangen for de små på programmet. I Ansgarskirken begynder et nyt hold mandag 3. september om formiddagen, og dagen efter lægges der ud i Gistrup Kirke, som skiftes med kirkerne i nabosognene om det fælles tilbud, så forældrene selv kan vælge, hvor det passer dem bedst at være med. Alle steder appellerer man til babyer fra tre måneders alderen til otte-ni måneder, og de inviteres sammen med en far eller mor. I Aalborg-kirken synges der en halv times tid i kirken, inden store og små fortsætter med kaffe og socialt samvær i krypten, mens landsognene har valgt at lade hele seancen foregå i kirkerummet. Ideen bag babysalmesang er, at de små pus vil opleve salmerne som en stemning, der synges, danses og vugges ind i barnet, og salmemelodierne er specielt velegnede på grund af deres nuancerede klange og ofte, hedder det i indbydelsen fra Ansgarskirken, poetiske dybder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...