EMNER

Salmesang i morgenstund

FREDERIKSHAVN:Fredag 2. juni holder Frederikshavns butikker længe åbent. Men inden de slår dørene op til Open by Night har Frederikshavn kirke allerede haft morgenåbnet. Allerede klokken 8.30 lægger kirken ud med en kort morgengudstjeneste, hvor sognepræst Laurids Korsgaard prædiker for de morgenduelige. Der bliver også lejlighed til at synge med på et par af vore dejlige morgen- og sommersalmer. Gudstjenesten er lagt så tidligt, at også byens butiksansatte har mulighed for at være med i kirken inden en langs dags travlhed bag disken. Efter gudstjenesten serverer kirken gratis kaffe og rundstykker i sognehuset, der i dagens anledning erstatter det øltelt, som de tidligere år har været opstillet uden for kirken i forbindelse med Open by Night. Men selv om snakken over rundstykkerne i år rykker ind under fast tag, bliver det næppe mindre muntert og hyggeligt end det plejer at være, når frederikshavnerne denne tidlige formiddag i juni rykker sammen om bordene og bekræfter hinanden i at nu er det endelig blevet sommer.