Sygdomme

Salmonella rammer stadig flere

KØBENHAVN:Diarré, feber og voldsomme mavesmerter plager et stigende antal danskere. De er ramt af salmonella og for fleres vedkommende så alvorligt, at de er indlagt på hospitalet. I alt er 366 registreret syge. - Antallet af smittede fortsætter med at vokse med uformindsket styrke. Det er ikke sådan, at det tager til, men det virker desværre heller ikke som om, at det er ved at være overstået, siger overlæge Kåre Mølbak, Statens Serum Institut. I sidste uge var 330 registreret syge, og dermed er 36 nye kommet til. Det svarer til den stigning, som Seruminstituttet har registreret ugentligt, siden udbruddet for alvor tog fart i maj. Mindst 39 nordjyder er i ugerne 19-25 registreret syge med salmonella, hvorimod tal for ugerne 26 og 27 endnu ikke indgår i statistikken, så det nordjyske sygdomstal er formentlig større. Sammen med Fødevarestyrelsen arbejder instituttet i øjeblikket på at finde ud af, hvilke fødevarer der er årsag til udbruddet. Men endnu er man ikke kommet nærmere smittekilden. Dog mener man fortsat, at det er et kødprodukt, sandsynligvis svinekød. Formodningen skyldes, at typen af salmonella forekommer i svinekød, både i fersk kød og udskåret pålæg. - Samtidig ved vi fra interview med flere af patienterne, at de spiser meget svinekød. Problemet er bare, at det er flere forskellige typer, de spiser, og derfor er det rigtig svært for os at finde en fælles ledetråd, siger Kåre Mølbak. Omkring hver fjerde af de registrerede smittede er eller har været indlagt på sygehuset. De øvrige har søgt hjælp hos deres læge. På baggrund af tidligere udbrud er det sandsynligt, at det reelle antal syge er 10 gange højere end de 366 registrerede. /ritzau/