Saltum-borger sigtet for vold og narkohandel

En 40-årig mand sigtet for at have udøvet særlig grov vold samt at have handlet med narkotika

SALTUM:En 40-årig mand fra Saltum er i øjeblikket på anklagebænken sigtet for særlig grov vold og narkotikahandel. Den 40-årige blev anholdt for godt to måneder siden og har efter anholdelsen tilbragt tiden bag lås og slå. Politiet har én gang tidligere fået varetægtsfængslingen forlænget, og i går til retsmøde bag lukkede døre i retten i Brønderslev lykkedes det politianklager Lene Teglgaard at forlænge varetægtsfængslingen med yderligere fire uger. Tavshed Lene Teglgaard ønskede i går ikke at kommentere eller forklare de nærmere omstændigehder i sagen mod manden fra Saltum. - Af hensyn til efterforskningen, lød kommentaren fra anklageren, der dog kunne bekræfte, at den 40-årige er sigtet for særlig grov vold med fare for en anden persons liv eller førlighed for egen vindings skyld eller på grund af grov kådhed, samt at han er sigtet for at have forbindelse til narkotikahandel. Grov vold mod ekskone Ifølge NORDJYSKEs oplysninger har den sigtede udøvet den særligt grove vold overfor sin ekskone. På et tidligere tidspunkt i efterforskningen ønskede politiet at sigte den 40-årige for forsøg på manddrab, men den sigtelse valgte politimesteren i Hjørring i stedet at få ændret til særlig grov vold. Sagen skal for retten den 27. november, hvor dommer ved retten i Brønderslev, Karsten Juul-Dam, satser på at kunne tage den endelige beslutning om, hvilken dom manden fra Saltum vil få den 1. december, efter i alt fire dages retshøring.