Saltum kan fortsat ikke score

Saltum tabte hjemmekampen i serie 3 mod Hals med 3-1. Selvom det ser svært ud for det unge hold fra Saltum klør de unge knægte på for snart at få en sejr.

Det var da også hjemmeholdet, der lagde bedst ud og fik presset Hals tilbage på banen. Allerede efter 10 minutters spil må en af holdets forsvarsspillere Jesper Bolt lade sig skifte ud med en skade. Trods svækkelsen fortsætter hjemmeholdet det gode spil og høje pres. I det 26. minut scorede Donn Mogensen til 1-0 efter et hjørnespark. Som tidligere skulle føringen kun holde få minutter og kort efter udligner Hals til 1-1 efter et forsvarskiks. Resten af halvlegen er de to hold jævnbyrdige, dog med overvægt i spil og chancer til SIF. I følge holdleder Sten Pedersen blev Saltum snydt for et straffespark til Donn Mogensen. I pausen blev man enige om at fortsætte det gode spil og evt. skabe en sensation, og det begyndte da også lovende med en kæmpe chance til Magnus Hovalt efter kun otte minutter i 2. halvleg, men han skød direkte på målmanden. Derefter fulgte et par farlige hjørnespark, men Hals overtog langsomt men sikkert herredømmet på banen og efter 60 minutter scorede Hals til 2-1. Hjemmeholdet forsøgte at sadle lidt om og kampen lå længe og vippede, men som tidligere har SIF mere end svært ved at finde netmaskerne, og i slutfasen afgjorde udeholdet så kampen med målet til 3-1. Efter kampen var holdleder Sten Pedersen ærgerlig over nederlaget. - Det var en af de kampe, vi burde have vundet, men vi kan bare ikke score de mål, der skal til, siger Sten Pedersen. Kampens spillere blev forsvarsspilleren Dennis Gregersen og målmand Mikkel Jensen. Næste kamp er på udebane søndag mod Ulsted.