EMNER

Saltums foreninger har sogneråd

Super ide, siger sognerådsformanden. Uldfestivalen det første store eksempel på at løfte i flok

Uldfestivalen i Saltum i den kommende weekend er det første store resultat af samarbejdet foreningerne imellem i Saltum. Byens foreningsliv er repræsenteret i et såkaldt Sogneråd. - Det startede med, at idrætsforeningen ønskede hjælp til sommerfesten. Da sagde Inger Bertelsen, Bindestuen: Hvad med en sogneråd? Så spurgte jeg rundt og 14 foreninger er med, fortæller sognerådsformand Anni Stonor, Saltum Borgerforening, der fortsætter: - Hver forening sender en eller to repræsentanter til møder og det har vist sig at være alle tiders forum. Det overraskede mig, at folk møder op, men møderne er korte og der er en dagsorden. På et møde gjorde Iben Eriksen det klart, at skulle der være Uldfestival i år, skulle der hjælp til. Vi bød alle ind med, hvad vi syntes, vi kunne magte. Det er en super ide. Eksempelvis har borgerforeningen påtaget sig mandeaktiviteter. Det er øl- og whiskysmagning. Henrik Olesen viser også Motogucci motorcykler ved sit værksted på Thomas Jensensvej og Allan Lassen, YX Energi, udstiller biler. På det seneste møde i sognerådet var byens flagalle på dagsordenen, fordi spejderne havde ladet den gå tilbage til borgerforeningen. Vi manglede et sted at opbevare flagene og Anne Bjerg fra Baptistkirken stillede sin ejendom til rådighed. Opsætningen blev også uddelegeret. Det foreslog Helge Nielsen, Egnssamlingen. Hver forening tager en dag eller to. Og når vi mødes næste gang, 3. juni, er det idrætsforeningens sommerfest, vi skal drøfte, siger Anni Stonor. Hun tilføjer, at Sognerådet har repræsentanter fra borgerforeningen, pensionistforeningen, handelsstandsforeningen, husflidsskolen, Trim, idrætsforeningen, menighedsrådet, Egnssamlingen, Uldfestivalen, folkedanser- og spillemandsforeningen, Lions Club, Baptistkirken, KFUM-spejderne og Rose Jensen som enkeltperson, fordi Ældre Sagen, som hun er formand for, ikke er med. - Men jeg har ingen fornemmelse af, hvor mange mennesker alle de foreninger repræsenterer, siger sognerådsformanden.