Salut for Sillerslev-fiskerne
Kun en enkelt fisker sejler i dag ud fra Sillerslev. Men den 100-årige fiskeriforening blev fejret med maner
Opdateret 11. december 2017 kl. 07:46
SILLERSLEV: En 100-årig er altid værd at fejre.
Og da Sillerslev Fiskeriforening lørdag inviterede til fest i et telt på havnen i Sillerslev i anledning af, at foreningen har rundet det første århundrede, skete det med en bogudgivelse, taler og hurraråb, servering af muslinger i forskellige tilberedninger - og med musik ved en sekstet fra Prinsens Livregiment i Skive. Samt med intet mindre end en kanonsalut.
Batteriet af miniaturekanoner var af Nørrejydske Artelleriregiments Saluteringslaug stillet op på kajen i Sillerslev, hvorfra deres ladning af løst - men højt knaldende - krudt blev fyret af ud over havnebassinet.
Fiskeriforeningen tæller i dag 15 medlemmer. På nær tre er de til gengæld alle aktive fiskere. Og vel at mærke erhvervsfiskere, understreger Svend Bonde, som i januar i år blev ny formand.
Men kun en enkelt af dem sejler til daglig ud fra Sillerslev. Formanden bor i Skive og har sin båd liggende i Glyngøre, hvor han også har skaldyrs- og østersfirmaet Glyngøre Shellfish. Hverken i Glyngøre eller i Nykøbing findes der i dag fiskeriforeninger.
- Men jeg hører hjemme i Sillerslev. Og det er også her min båd kommer på bedding, fastslår Svend Bonde.
Og ifølge formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, som deltog i jubilæumsfesten, har de små lokalforeninger en stor del æren for, at erhvervet overhovedet består:
- Hvis det ikke havde været for de entusiastiske lokalforeninger, havde der i dag ikke været fiskeri af betydning i Limfjorden, sagde han.