Samarbejde er løsningen

- Sæsonen udvides stille og roligt på havnen

SKAGEN:Direktør Helle Skaarup, Skagen Fiskerestaurant, er et langt stykke hen ad vejen enig med Betinna Ifversen, som i gårsdagsens avis slog fast, at Skagen er nødt til at holde åbent hele året. - Der er kun en vej frem, og det er samarbejde hele vejen rundt, og det gælder også i bestræbelserne på at give gæsterne noget at komme efter også uden for sæsonen, siger Helle Skaarup. Hun falder med placeringen på havnen udenfor Betinna Ifversens tanke om, at alle forretninger på strøget i Skagen bør pålægges at holde åbent hele året rundt, men Helle Skaarup følger med noget af vejen. - Vi lukker med sidste aften lørdag 23. oktober med lækkert mad og musik med Martin Lykke Band, men så åbner vi allerede igen 25. november og kører helt frem til årsskiftet torsdag, fredag og lørdag, og efter en pause åbner vi atter før påske, siger hun. - Vi vil også gerne åbne huset for konferencer og lignende udenfor sæsonen, siger skagboen. Hun er i øvrigt meget tilfreds med sæsonen, hvor der har været fuld fart på blandt andet med nogle kanon-aftner med musik på kajen.