Samarbejde giver oplevelser

Omsætningen øgedes til 94.900 på kæmpe-loppemarked på insitution

Langholt 1. september 2003 06:00

SÆBY: Et godt samarbejde mellem forældreforeningen og personalet på Fritidsgården St. Toftelund i Sæby giver børnene på institutionen mange oplevelser. Samarbejdet sikrer, at den kan have et stort dyrehold, som ikke mindst er til glæde for børnene i dagligdagen. Samarbejdet består bl.a. i, at forældreforeningen og personalet hvert år afvikler et stort arrangement med et kæmpe-loppemarked og en lang række andre aktiviuteter. Både forberedelserne og selve afviklingen kræver, at mange er i aktion. Det betød, at det årlige stor-arrangement igen havde omsætningstigning. - Omsætningen steg med 4500 kr. i forhold til sidste år og nåede dermed op på 94.900 kr. Det er er vi meget tilfredse med. Der bliver formentlig tale om et overskud på et sted mellem 50.000 og 55.000 kr. Pengene skal gå til institutionens dyrehold og dyrenes huse, fortæller St. Toftelunds leder, Jens Hyldgaard Olesen. - Det er dejligt, at vi kan afvikle et sådan arrangement i samarbejde med forældrene, der yder en meget stor indsats. Det er med til at øge sammenholdet. Hvad man på St. Toftelund betegner som Østvendsyssels største loppemarked blev åbnet med fuld musik af Agersted Garden, og derefter var der drøn på de næste seks timer. Handelen gik livligt på loppemarkedet. Samtidig var der masser af liv over hele fritidsgården - med bl.a. cafeteria, boder med salg af forfriskninger med mere, hønseudstilling, hestevognskørsel og en stor tombola foruden en lang række børneaktiviteter. Formålet - at skaffe penge til dyrheoldet og at skabe en festlig aktivitetsdag for hele familien - lykkedes til fulde. En publikumskonkurrence gik ud på at gætte dagens omsætning. Og den opgave klarede publiukum med bravour. Fire var nemlig med et gæt på 95.000 kr. meget tæt på det rigtige tal, så der måtte lodtrækning til. Her blev Inga Stougaard, Møllestien 12, Langholt ved Vodskov den heldige vinder af en tur med Stene Line til Göteborg med en overnatning i den svenske storby for to voksne og to børn. Andenpræmien gik til Ulla Jønsson, Sofie Brahesvej 35, Sæby.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...