Samarbejde handlede forkert

Kommune fik aldrig svar i høringssag - dårlig forvaltning, siger jurist

VENDSYSSEL:Det tværkommunale indkøbssamarbejde Vendelbosamarbejdet, læner sig nu kraftigt op ad en irettesættelse fra Tilsynsrådet i en omstridt udbudssag. Det vurderer en jurist efter udbuddet har mødt skarp kritik fra flere organisationer, der ikke mener, de er blevet hørt, sådan som serviceloven ellers kræver det. - Og de har ret. Der har ikke været tale om en reel høring, siger jurist Berit Palle Petersen fra den Sociale Højskole i Odense. Vendelbosamarbejdet har ellers hele tiden fastholdt, at man har hørt den rette bruger - en lokal repræsentant fra Dansk Handicap Forbund (DHF). - Der er foretaget høring ved en bruger i henhold til serviceloven, skriver samarbejds-kommunernes fire socialudvalgsformænd i en pressemeddelse fra januar. Intet svar Men nu viser det sig, at den person, som kommunen siger de spurgte, slet ikke reagerede på en henvendelse fra Hirtshals Kommune, der administrer samarbejdet. - Jeg har ikke svaret Vendelbosamarbejdet på noget tidspunkt. Da jeg fik henvendelsen var det påske og jeg havde kun en uge til at svare, men på grund af ferie kunne jeg ikke, fortæller Kim Brogaard Christensen, der sidder i bestyrelsen for DHF's lokale afdeling og derfor fik henvendelsen. - Men jeg har aldrig sagt god for noget, siger Kim Brogaard Christensen til NORDJYSKE. Han hørte aldrig siden fra Vendelbosamarbejdet, som et stykke tid efter gennemførte udbuddet. Siden lød der stor kritik fra blandt andre Diabetesforeningen og De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI), der mener, at indkøbssamarbejdet brød loven og gik imod en vejledning fra Socialministeriet, hvor i det anbefales, at kommunerne retter henvendelse til DSI i udbudssager. Reglerne er klare Hele sagen omkring udbuddet ligger derfor nu til bedømmelse i Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt. Og allerede nu kan kommunerne altså sandsynligvis godt forberede sig på en næse, siger Berit Palle Petersen. - Vejledningen kan ikke misforståes. Det er som de har sagt: "Jeg kender da vist en handicappet, så sender vi den ud til ham". Men det er helt forkert ifølge reglerne, som er meget klare, siger Berit Palle, der undrer sig over samarbejdets håndtering af høringen. - Når det blandt andet handler om diabetesprodukter, så er det meget klart, at man skal sørge for, at spørge dem, der har med diabetes at gøre. Man kan jo heller ikke høre en sindslidende, hvis der er tale om kørestole - det siger sig selv, tilføjer Berit Palle Petersen. Ifølge hende, så har samarbejdet handlet forkert både i det øjeblik man udvælger et tilfældigt medlem af DHF og når man vælger at ignorere, at man ikke har hørt fra ham. - Når det er på det her niveau med flere kommuner, så er man nødt til at have en ordentlig høring. Nakkehårene på Ombudsmanden ville rejse sig, hvis de kalder det her en høring. Det her er bestemt er ikke god forvaltning fra kommunens side, siger Berit Palle Petersen. Vækker opsigt internt At den udpegede bruger aldrig svarede på henvendelsen, og dermed ikke gjorde opmærksom på de store ændringer udbuddet betød, vækker også opsigt i personens egen organisation. - Det er fuldstændigt grotesk. Kommunen kan ikke tillade sig at mene, at alt er korrekt, når de ikke hører noget. Det er forrykt, at hvis de ikke har hørt noget inden for en uge, så regner de med at det er i orden - det er ganske enkelt uacceptabelt, siger næstformand i DHFs socialpolitiske udvalg Steen Nielsen, der nu vil tage en snak med sit lokal medlem for at undgå gentagelser.