Samarbejde i verdensklasse

Internationalt makkerpar skal tætne Aalborg DH's forsvar i medaljeslutspil

AALBORG:De er på mange måder modsætninger, den snart 34-årige Natasja Deriougina og den 25-årige Isabel Blanco. Den ene er i sin karrieres efterår, den anden har først lige nået sin bedste alder som håndboldspiller. Den ene er vokset op i 70'ernes benhårde russiske skole; den anden har nydt sine ungdomsår i smukke Bergen i Norge, den gang Drillo var landstræner. Når Aalborg DH er i angreb, er de konkurrenter om pladsen som hende, der skal tage de mange tærsk på stregen; midt i modstandernes forsvar. Når DH forsvarer, er de som oftest på banen sammen - og udgør et frygtet og alsigt midterforsvar. - De er et unikt makkerpar, som begge tilhører top 5 i Europa - så dem er vi ret heldige at have i klubben, konstaterer træner Christian Dalmose lige inden eftermiddagstræning med DH-truppen i Gigantium. Menuen står på taktik - målet at at finde den opskrift, der standser Gritt Jurack, Katrine Fruelund, Olga Assink, Lotte Kiærskou...og alle de andre Viborg-stjerner. På een gang. Og i den opskrift spiller makkerparret Blanco/Deriougina en dominerende rolle. - Natasja Deriougina er en meget rutineret, fysisk stærk og velovervejet stregspiller med et fantastisk talent for screeninger, mens Isabel Blanco er en meget bevægelig og hurtig, men alligevel bomstærk spiller, analyserer Christian Dalmose. Lærer af hinanden Det er ikke kun træneren, der værdsætter de to stregspilleres kombinerede kvaliteter - makkerparret selv er også glade for deres fælles fodslag. - Jeg lærer noget hver dag, når jeg spiller med Natasja. Og jeg spørger hende tit om tekniske ting, hvis jeg har set en screening hun har sat under træningen, siger den norske landsholdsspiller Isabel Blanco. Den russiske makker, med en fortid hos semifinalemodstanderen Viborg, supplerer. - Jeg synes ikke vi har et lærer-elev forhold til hinanden, for vi bruger begge den anden til at udvikle vores spil. Jeg prøver for eksempel at lære af Isabels hurtige ryk inde på stregen - dem er jeg meget imponeret af, siger Natasja Deriougina, der nu er pensionist i russisk landsholdssammenhæng. - Det er næsten som om vi må forsøge at læse hinandens tanker, så vi kan skiftevis rykke frem og dække af, siger Isabel Blanco. Og tilføjer, at parret også begge er effektive medspillere i kontrafasen. En defensiv granitblok med en offensiv dimension. Øjeblikkelig sympati Med to spillere i verdenseliten i samme klub, begge ambitiøse og sultne på spilletid, kunne der let opstå rivaliseren spillerne imellem. Men selv om de to stregspillere begge vil være på banen mest muligt, så har der ikke været nogen åben strid mellem dem. - Det var tydeligt med det samme, at de to spillere ville samarbejde for at gøre hinanden bedre, husker Christian Dalmose, der bragte de to sammen i Aalborg DH efter at have trænet Isabel Blanco i Ikast forinden. Strategien med to klassespillere på stregpladsen har givet pote for Aalborg DH i år. Isabel Blanco forsvandt ud af billedet under EM i håndbold, og normalt ville savnet af en så stærk spiller gøre rigtig ondt på et klubhold. Men DH slap med skindet på næsen - takket være en række kompentente og meget vedholdende præstationer fra Deriougina. Mange kan afgøre Trods denne demonstration af spændvidde i truppen, er det alligevel modstandernes bredde på holdet, som begge spillere vælge at fremhæve, da snakken falder på Viborg. For det gør den - og ret hurtigt, endda. Ingen tvivl om, at lørdagens kamp fylder en del i spillernes bevidsthed. - Man kan ikke bare forberede sig på een spiller eller tre spillere - man må forberede sig på hele Viborgs trup, for man ved aldrig, hvem der har den gode form på dagen. De har mange spillere, der kan afgøre kampen, siger Isabel Blanco. Deriougina, der har fødselsdag på kampdagen imorgen, giver Aalborg 70 procents vinderchance i semifinalen - og er ikke bange for at sætte navn på de værste Viborg-trusler. - Gritt Jurack og Olga Assink er dem vi skal passe mest på, men vi må virkelig ikke tage fejl af Viborg. De har prøvet et slutspil mange gange før - og de finder som regel først det allerbedste spil frem, når der er behov for det, siger russeren. Og det er nu, så øjeblikket efter de ord, går det løs på træningsbanen. Først med indendørs fodbold, og derefter med taktiske øvelser mod mandlige divisionsspillere. De skal lade som om de er Jurack, Fruelund, Assink, Kiærskou...og alle de andre. Så DH kan finpudse opskriften på en finaleplads.