Samarbejde må ændres

Et af de "hotteste" emner på denne Strasbourg-samling var en 1. behandling af et direktiv om miljøansvar. Vi har de seneste år set flere alvorlige ulykker, hvor olietankere er forlist med store miljøulykker til følge. Forureneren er gået fri - staten/borgerne har måttet betale. Disse har vist nødvendigheden af at gøre miljøforureneren økonomisk ansvarlig, så de enorme udgifter ikke ender op med at ramme skatteborgerne i stedet, mens synderen går fri. De fleste er enige om, at direktivet er et godt forslag. Og hårdt tiltrængt: Europa-Parlamentets Miljøudvalg har ventet 20 år på dette direktiv. Alligevel har sagen været et af samlingens helt store stridspunkter. Industriinteresser går jo ikke altid hånd i hånd med miljøinteresser. Heldigvis sejrede miljøet. Det stod meget lige under afstemningen, men når resultatet er gjort op har miljøet fået mere end industriinteresserne. Krisen i Irak har præget dagsordenen de seneste måneder i såvel København som i EU-regi. Denne samling var ingen undtagelse. Irak-krisen har igen været til diskussion. Det græske formandskab og Kommissionen kom med erklæringer, og derefter kommenterede partilederne situationen. Den liberale partiformand Graham Watson ramte hovedet på sømmet med sin tale, hvor han endnu engang kort beklagede hele situationen, men herefter koncentrerede sig om den nuværende situation. Hvad der skal ske nu. Selv om jeg ikke synes krigen var heldig i første omgang, er det tid at gå videre. Vi må se på en situation, hvor en diktatorisk leder er væltet og landets fremtid usikker. Lad os koncentrere os om, hvordan vi kan sikre de irakiske borgere en fremtid uden diktatorer, men i frihed, med sikrede menneskerettigheder og demokrati. Det store slag i konventet har stået om, hvordan magten skal fordeles mellem EU's institutioner - Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Skillelinjerne er tydelige, og der er især tre meget kontroversielle spørgsmål. 1) Skal Rådet have en fast, valgt formand (eller forkvinde!) eller skal EU fortsætte med roterende formandskaber, der skifter hvert halve år, som det er tilfældet nu. 2) Hvem skal vælge formanden for Kommissionen - Europa-Parlamentet, et valgkollegium af europaparlamentarikere og nationale parlamentarikere, Europas borgere ved direkte valg eller medlemsstaternes regeringschefer, som det reelt er tilfældet i dag, hvor Kommissionens formand og Kommissionen dog skal godkendes af Europa-Parlamentet. Endelig mener nogle - fortrinsvis føderalisterne - at formanden for Kommissionen også bør være formand for Rådet - en stærk dobbelthat. 3) Hvor mange kommissærer skal EU have? Skillelinjerne er klare, fordi det fortrinsvis er de små lande der ønsker at bevare de roterende formandskaber og ønsker at bevare ordningen med at hvert land har én kommissær. Den linje tilslutter jeg mig. Der er ikke tvivl om, at der skal ske ændringer i samarbejdsformen, når vi går fra 15 til 25 til måske 28 medlemslande. Og det kan sagtens lade sig gøre selvom vi bevarer rotationsprincippet og en kommissær per land. Facit bliver nok en fast formand og en kommissær per land. I denne omgang. Præsidiet har foreslået at hvert land udpeger tre kommissærer, heraf mindst en kvinde. Jeg har stillet forslag om, at alle lande skal stille med to kandidater til valg af kommissærer - en mand og en kvinde, og at kommissionens formand ved udpegningen af sin kommission skal sikre, at det ene køn ikke er repræsenteret med mindre end 40%. Jeg synes egentlig, det er et beskedent og helt oplagt forslag, hvis vi mener noget med ligestilling. Et forslag der i øvrigt let kan kopieres til andre fora i EU. Udviklingsudvalget har haft fornemt besøg. Direktøren for Verdensbanken, James D. Wolfensohn, gæstede udvalget. Udvalgslokalet var fyldt til bristepunktet - flere måtte stå op. Alle ville åbenbart høre Wolfensohn's kommentarer til verdenssituationen. Det var nu en lidt deprimerende affære. Kort sagt var hans budskab, at udvikling kun kan eksistere, hvis der er økonomisk vækst i den vestlige verden og det er der så godt som slet ikke i EU, USA og Japan. Mangel på vækst betyder mangel på risikovillighed, forbrug osv. og det bliver en ond cirkel. Desuden er situationen lige nu præget af alt for megen fokus på krigen i Irak, fremfor på den "anden krig", krigen mod fattigdom. Kina og Indien har gjort utrolige fremskridt de seneste 10 år og Wolfensohn fremhævede Nigeria, Argentina og Brasilien som frontløbere for deres verdensdele. Overordnet set er der dog stadig meget lang vej tilbage og meget lidt håb for fred og stabilitet. Jeg mener dog, at den nuværende situation netop må opfordre til at skabe udvikling - både for på den måde måske at kunne skabe vækst, men også fordi situationen i disse lande ellers bliver fuldstændig uacceptabel. Men det er klart, at vi må være konstruktive og prioritere, hvordan vi bruger vores midler, så vi får mest mulig udvikling for pengene. Bistandshjælp alene gør det ikke, men uden går det slet ikke! Lone Dybkjær er medlem af Europa-parlamentet (R).