Samarbejde mellem jyske kulturhuse

Film 10. februar 2003 07:00

Aarhus Teater og Vejle Musikteater vil samarbejde om fremtidige forestillinger og opsætninger. I første omgang gælder det årets musical på Aarhus Teater - Guys and Dolls - der har premiere i Århus 3. september. Senere flyttes forestillingen til Vejle Musikteater med premiere 27. oktober. Det betyder, at op imod 50 mennesker flytter med, når forestillingen rykker fra Aarhus Teater til Vejle med scenografi, teknik og samtlige medvirkende, siger direktør Peter Sindberg fra Musikteatret i Vejle. I forbindelse med Aarhus Teaters seneste musical, Show Boat, viste en publikumsundersøgelse, at kun få tog turen fra Vejle Amt til Aarhus Teater. Det er med udgangspunkt i dette forhold samt Vejle Musikteaters status som kulturudbyder i regionen, at det nye samarbejde indledes. Direktør Peter Sindberg lægger ikke skjul på, at han satser på at markere Musikteatret i Vejle som et stort musicalteater på linje med Østre Gasværk i København. Normalt viser Vejle Musikteater kun enaftensforestillinger. Også teaterchef Palle Jul Jørgensen fra Aarhus Teater glæder sig over, at samarbejdet er blevet en realitet. - Det giver flere mennesker mulighed for at se forestillingen. Men samtidig kan det blive begyndelsen til et lignende samarbejde om andre produktioner i fremtiden, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...