EMNER

Samarbejde mellem Nordjylland og Århus på plads

Nordjyske børn og unge med psykiske lidelser undersøges i Århus

NORDJYLLAND:Manglen på speciallæger i Nordjyllands Amt har nu ført til et tæt samarbejde mellem Nordjyllands Amt og Århus Amt om undersøgelse af børn og unge med spiseforstyrrelser og autisme. Ventelisten til psykiatrisk behandling har været meget lang i Nordjylland på grund af manglen på speciallæger, som Nordjyllands Amt ikke har været i stand til at trække til landsdelen på trods af favorable ansættelsesvilkår. - Vi havde allerhelst set, at børnene kunne blive behandlet her i Nordjylland med rimelige ventetider. Da det ikke er muligt, er vi meget glade for, at Århus Amt har sagt ja til at hjælpe, siger formand for Social- og psykiatriudvalget i Nordjyllands Amt Bent Pedersen (S). Samarbejdet strækker sig foreløbigt et år frem. 25 børn og unge med spiseforstyrrelser skal undersøges og have lavet en behandlingsplan på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov. Derfor ansætter hospitalet fire psykologer og yngre læger indtil nytår. - Samarbejdet med Århus gør, at vi kan tilbyde hurtigere behandling og dermed en væsentlig forbedret indsats i forhold til, hvad vi ellers kunne i 2004. Ved aftalen får vi gjort noget ved den venteliste, vi længe har forsøgt at nedbringe, oplyser Bent Pedersen. I samarbejdet er der også indgået en aftale om at bruge videokonferencer som et forsøg. Børnene bliver undersøgt i Aalborg af sygeplejersker og terapeuter, mens en læge kan følge undersøgelsen via en skærm i Århus.