EMNER

Samarbejde opfattet som tyskerpolitik

Debatten om den danske regerings samarbejde med tyskerne under besættelsen, 1940-45, viser en herskende opfattelse af, at alt var sort eller hvidt.

For såvel regeringen som for befolkningen stod det klart, at tyskerne om nødvendigt ville anvende våben og repressalier. En udvikling, der strammedes betydeligt, hvilket især gik ud over modstandsbevægelsen, som med sin store indsats reddede Danmarks ære over for de allierede lande. Statsminister Th. Stauning (S) stod sammen med P. Munch (R) i spidsen for nedrustningen af forsvaret i 1930'erne. Regeringens holdning var, at der ikke måtte føres eksistenskamp i Danmark, derfor kom ordren om kapitulation tidligt om morgenen den 9. april 1940. Regeringen førte folket bag lyset. 9. april 1940 dannedes en samlingsregering af S-R-V-K med Stauning som statsminister. Den blev omdannet den 8. juli 1940. E.Scavenius afløste P. Munch som udenrigsminister. Regeringen førte tilpasningspolitik. 3. maj 1942 døde Stauning og Vilhelm Buhl (S) overtog statsministerposten. 2. september 1942 holdt han en radiotale, hvori han opfordrede befolkningen til at politianmelde modstandsfolk. Det bevirkede endnu mere foragt for politikerne. Buhl trådte ud af regeringen. Scavenius blev ny statsminister og dannede regering 8. november 1942, fortsat med tilpasningspolitik. Efter folkestrejkerne i flere større byer i august 1943 og øget sabotage bredte uroen sig i Danmark. Tyskerne stillede regeringen et ultimatum med uantagelige krav. Den 29. august 1943 gav regeringen op. Samtidigt afvæbnedes/opløstes det danske forsvar. Mærkværdigt, at det ikke skete 9. april 1940. Frem til befrielsen 4.-5. maj 1945 styrede embedsmændene administrationen af Danmark. Modstandsbevægelsens sabotage tiltog og Frihedsrådet udfyldte det politiske tomrum. Historikerne er uenige om regeringens tilpasningspolitik. Den opfyldte de tyske krav. I perioden fra november 1942 til den 29 august 1943 forsøgtes en begrænsning. I befolkningen var den forhadt for sin tyskerpolitik.