Lokalpolitik

Samarbejder om inkasso

Fælles inkasso-enhed placeres i Pandrup

BROVST:Brovst er klar til at indgå i et samarbejde med Pandrup og Aabybro kommuner om inkasso. Hvis kommunalbestyrelsen siger ja til projektet på torsdag kan samarbejdet gå i gang 1. april næste år med et fælles inkasso-kontor på rådhuset i Pandrup. - Vi vi med et samarbejde skabe et godt fagligt miljø, som kan være attraktivt for kommende nye medarbejdere. Samtidig vil et samarbejde betyde, at vi står bedre rustet til at klare de kommende opgaver, som bestemt ikke bliver mindre og lettere end i dag, siger borgmester Mogens Gade (V). Han tilføjer, at der også er en økonomisk gevinst for Brovst Kommune ved at samarbejde, selv om den ikke er stor. I dag bruger Brovst 1.013.000 kr. på inkasso. I det ny samarbejde bliver Brovst Kommunes bidrag på 916.000 kr. Samlet bruger de tre kommuner i dag 3.477.000 kr., mens det ny samarbejde ventes at koste 3.549.000 kr. For de to andre kommer bliver der altså ikke en økonomisk besparelse. - Men sådan er samarbejde. På andre områder, hvor vi samarbejder, er det Brovst som må bidrage med ekstra, siger borgmesteren. - For os er det vigtigt, at vi samarbejder med de andre kommuner på alle de områder, det er muligt at samarbejde. Det vil være et godt signal til Strukturkommissionen, som snart kommer med et udkast til den kommende kommune-struktur. Med det her samarbejde i Jammerbugten har vi understreget, at vi naturligt hører sammen, siger Mogens Gade. Det fælles inkassokontor skal placeres på rådhuset i Pandrup. De to medarbejdere i inkasso-afdelingen i Brovst, skal altså fremover arbejde i Pandrup. Men en enkelt dag om ugen vil der være en inkassomedarbejder på rådhuset i Brovst. Inden samarbejdet kan træde i kraft, skal det også godkendes i byrådene i Pandrup og Aabybro. Også på løn- og personaleområdet lægger de tre kommuner op til et samarbejde. Ideen er at etablere et fælleskommunalt personale- og lønkontor. - Lønforholdene skal fortsat aftales lokalt, men der skal etableres et fælles løn- og personalekontor, som ståpr for det administrative, siger Mogens Gade. Det er meningen, at kontoret skal placeres på rådhuset i Brovst. Det er mingen, at de tre løn- og personalekontorer i de tre kommuner skal samles i Brovst 1. oktober 2004, og den fælles drift skal i gang 1. januar 2005. Samarbejde på løn- og personaleområdet er endnu ikk eklar til en endelig godkendelse. Kommunalbestyrelsen skal på torsdag sige ja eller nej til at arbejde videre med projektet.