Samarbejdet fik et løft

Schulstad i Pandrup tog med kyshånd imod tilbud fra Erhvervscenter Jammerbugt - nu kender medarbejderne hinanden langt bedre.

EMNER 20. december 2010 05:03

Umiddelbart har en dogmefilm ikke meget med brød at gøre. Ikke desto mindre har en flok medarbejdere på Lantmännen Schulstad A/S i Pandrup haft stor glæde af at blive kastet ud i deres eget filmprojekt. Medarbejderne deltog i projektet for at blive bedre til at samarbejde. Det bestod også i andre samarbejdsøvelser, og projektet kunne lade sig gøre, fordi Erhvervscenter Jammerbugt råder over i alt 11 millioner kroner fra staten og EU, som skal gå til at udvikle de lokale virksomheder. For Schulstad handlede det om at få to grupper til at fungere bedre sammen, fortæller driftsassistent Steen Larsen, der er ansvar for kompetenceudvikling og uddannelse på fabrikken. - Vi havde en gruppe af driftsassistenter samt en gruppe af mestersvende, der havde brug for at komme tættere på hinanden og lære hinandens styrker og svagheder at kende, siger Steen Larsen. Det at lave deres egen dogmefilm var en udfordring. . Nogle syntes bare, at det var sjovt. Andre syntes, at det var grænseoverskridende, fortæller Steen Larsen. Alle fik dog et godt grin ud af resultaterne, og hjemme på brødfabrikken er arbejdsdagene blevet bedre: - Vi er ikke så lukkede over for hinanden. Vi har fået en fortrolighed, hvor det er okay at sige fra, hvis der er noget, man ikke er så god til, og hvor man har brug for hjælp, siger Steen Larsen. Driftsassistenter og mestersvende er mere som én gruppe i dag, hvor alle har fokus på at drive en virksomhed, forsikrer han. Schulstads projekt er blot et eksempel på, hvordan en virksomhed kan få hjælp fra erhvervscentret. For andre virksomheder vil det måske være mere relevant at få arrangeret et kursus for medarbejderne eller noget helt tredje. Anette Mikaelsen er ansat som projektleder og skal få de mange rare millioner til at komme Jammerbugtens virksomheder til gode bedst muligt. Det er et kæmpe projekt, som begyndte i sommeren 2009 og varer til 2012. - Jeg tager en snak med dem om, hvad de eventuelt skal være bedre til, og så får vi noget til at passe til deres udfordringer, fortæller Anette Mikaelsen. Det kan være, at der skal samarbejdes med AMU, VUC eller teknisk skole om specifik uddannelse. Her har Anette Mikaelsen de nødvendige kontakter. Andre har fået hjælp til at gennemføre et generationsskifte eller optimere arbejdsgangene i produktionen, så i virkeligheden kan der sættes ind på vidt forskellige områder. Projektlederen har haft fat i godt 50 virksomheder, og målet er at få i alt 80 gennem dette kompetenceløft.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...