Samarbejdsklub betaler for at præsentere ADH

OL-vinder med i Dronninglund

Fodbold 1. september 2004 06:00

DRONNINGLUND: Dronninglund IF glæder sig til en sportslig lækkerbisken, men økonomisk er der ingen gevinst at hente, når klubben i aften skilter med håndbold i verdensklasse i form af opvisningskampen mellem kvindeholdene Aalborg DH og norske Tertnes. Selv om Dronninglund IF er blandt Aalborg DH's 40 samarbejdsklubber, koster det ifølge formand Simon Aagaard 20.000 kr. plus moms at have ADH-stjernerne på besøg. - Beløbet dækker også for Tertnes, speakertjeneste og forskellig underholdning i forbindelse med kampen. Aftalen med ADH er fair nok, understreger Simon Aagaard, der håber på fuldt hus, 700 tilskuere, men som under alle omstændigheder forventer et underskud på 10-15.000 kr. - Vi arrangerer ikke primært kampen for at tjene penge, men for at tilbyde publikum en oplevelse og belønne vores frivillige hjælpere i Dronninglund Cup, der får gratis adgang. Udgifter skal dækkes ADH spiller som optakt til sæsonen opvisningskampe hos syv samarbejdsklubber, og ifølge direktør Ole Bach Jensen er arrangementerne til gensidig gavn. - Vi giver vores samarbejdsklubber ret til en kamp med vores hold som den ene part og skal have vores udgifter dækket med et beløb, som er variabelt fra kamp til kamp. For os handler det både om reklame og vigtige testkampe, men intentionen er også, at samarbejdsklubben tjener penge. Vi vil typisk evaluere økonomien bagefter, og jeg garanterer, at ingen klub taber penge på vores besøg, siger Ole Bach Jensen. Styrket hold ADH har inden for den seneste måned optrådt i Svenstrup, Nibe, Ø. Vrå, Hjørring og Vodskov. I ingen af disse kampe har truppen været ved fuld styrke, men i aften bebuder ADH stærkeste opstilling, bortset fra målvogter Maria Nørgaard, der er optaget af startskuddet til en ny uddannelse. Kampen i Dronninglund markerer gensynet med den olympiske guldvinder Trine Jensen, ligesom Agnes Farkas igen er til rådighed efter sine opgaver for Ungarn ved OL i Athen. Tertnes råder bl.a. over bagspilleren Anne Petersen, der bejlede til den danske OL-trup, og det store målmandstalent Terese Pedersen, der var med på Norges hold under Junckers Scandinavian Open i Aalborg og Randers lige før OL. Sidste station på ADH-touren er Aalestrup, hvor holdet på søndag møder SK Århus. Aalborgenserne indleder ligasæsonen lørdag 11. september i en tv-kamp ude mod Viborg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...