Samba - men kun for sjov

AARS:På fredag sætter musikskolen stikket i til to dages Rock for Sjov på Kimbrertorvet. Men allerede lørdag fik kimbrerne lejlighed til at fornemme stemningen på festivalen for den lokale musikungdom. To gange i løbet af lørdag formiddag trak Kimbrergardens medlemmer i karnevalskostumerne og gik igennem Himmerlandsgade i et sambaoutfit, der bragte mindelser om de store karnevaller i Rio over Atlanten og ind i Himmerlandsgade. For at give optakten til Rock for Sjov en ekstra dimension havde musikskolen og Kimbrergarden også allieret sig med 25 dansere fra Louise Hejlskovs danseskole, Power House. - Vi har 40 grupper på scenen, når det går løs med Rock for Sjov, oplyser musikskoleleder Elise Børresen. Den musikalske fest åbner officielt fredag kl. 14, men inden da har der været underholdning på scenen for byens yngste, og allerede torsdag er der ferniseing på arrangementets plakatkonkurrence på Part2 Galleri.