Sambarytmer på Fodboldvej

Årets tema er brasilianske fodboldrytmer

FREDERIKSHAVN:Yeaaahh, Celina har scoret og fodboldpigerne danner ring omkring målscoreren, danser og klapper en nøje indstuderet sejrsdans. De danser til brasilianske fodboldrytmer på Fodboldvej i denne uge. De grønne græsbaner ligner til forveksling Brasiliens berømte Copacabana, hvor legendariske Pelé lærte at drible, så ingen siden har gjort ham kunsten efter. Men mange har prøvet. DBU's Fodboldskole har samlet fuldt hus og 192 fodbolddrenge og -piger fra 18 forskellige klubber dribler, finter, header, scorer og danser sig igennem den første uge af sommerferien. Ronaldo, Ronaldinho og de øvrige brasilianske fodboldikoner har ekstraordinært mange fans blandt de unge, der øver sig i afrikansk opvarmning, hvor spillerne danser synkront og klapper i hænderne. Noget af en prøvelse for flere af de lidt stive, tilbageholdende danske drenge og piger. Men man behøver hverken at hedde Travolta til efternavn eller at have gået på danseskole for at være med. - Trænerne har forberedt sig med forskelligt materiale. Blandt andet en cd med Safri Duo og en DVD med de forskellige øvelser, fortæller Svend-Erik Nielsen, der for 12 år i træk står for Fodboldskolen. 13 trænere og fire assistenter bruger en uges sommerferie på fodboldskolen, og børnene kommer ikke kun fra de lokale klubber. Der er spillere fra Sjælland, fra Læsø og så 40 børn og unge fra Skagen, som hver dag tager buessen til Fodboldvej. Fodboldskolen slutter fredag og som souvenir får hver spiller sin gen fodbold, en T-shirt, en drikkedunk og så en overraskelse.