Lokalpolitik

Same procedure?

”Hvad du ønsker, skal du få. ” hedder det i den nyligt afsungne ”Højt for træets grønne top”.

Den fidus har jeg altid haft rimeligt held med. Jeg får hver gang – og til min store glæde! – en års-pibe. Sådan en herlig pibe, udsøgt og behørigt nummereret. I år var den endda Nr. 1 blandt årets serie på ca. 300 udsøgte eksemplarer. OK – det er ikke helt ”politisk korrekt” i en tid, hvor så mange er grebet af nypuritanisme, og hvor rygeforbud ligefrem figurerer i flere og flere partiprogrammer. Jeg babber mine piber. Ikke i trods – men i nydelse. Og det er vel ikke første gang, jeg gi’r fa’en i det politisk korrekte. Men ét er de overståede og indfriede juleønsker. Nu kommer så turen til nytårsønskerne. Som nok er mere u-indfrielige - utopiske. Det er blevet valgår. Under alle omstændigheder for kommunerne. På Christiansborg synes et valg ikke at være på trapperne. Men vi har før oplevet, at det kan udløses som et nys, der ikke kan holdes tilbage. I november kommer byrådsvalgene. Og her bør ønskerne være store. Først og fremmest, at ønsker kan forvandles til krav – f.eks. om valgløfte-indfrielser. Tænk, hvis man kunne få et nyt byråd – f.eks. i Aalborg – til at leve op til løfter om åbenhed og ærlighed. Det kunne være om handel med havnearealer. Eller om Musikkens Hus. om kvægstald-ruinerne på havnefronten. Og kispusset om milliontilskuddene til Utzon-centeret og de særegne idéer om Tivoli Karolinelund-millionerne. Et opgør med lukkede døres politik – hvor vigtige debatter og beslutningsgrundlag behandles i stribevis af såkaldte orienteringsmøder for hermetisk lukkede døre. Som i udvalgene. Alt sammen i strid med valgløfter om åbenhed og borgerinddragelse. Begreber, der fremhæves i alle partiprogrammer. Besværligt? Tidkrævende? Jovist. Men tiden og udviklingen er løbet fra hemmelighedskræmmeriet. Hvis man vil gøre det lokale folkestyre til en løbende dialog mellem vælgerne og de valgte. Det sørgeligt ringe engagements- og aktivitetsniveau i de politiske partiforeninger burde være tydelige tegn på, at de valgte – når de er valgt! – placerer sig i elfenbenstårne. I en egen tro på, at kommunalpolitik er anliggender, som er noget man skal holde for sig selv. Der sker noget forunderligt noget, når ”kandidater” ændrer position til ”at være valgt”. Og der sker noget bekymrende, når et flertal – læs: en borgmester – lader magten stige sig i den grad til hovedet så debat og afprøvning af synspunkter og argumenter bliver til skræmmende damptromle-politik. Hvor fritidspolitikere derfor forvandles til nikkedukker og de stærke forvaltningers forlængede arme. Alligevel finder partibestyrelserne frem til kandidatnavne, som – på svagt besøgte – partimøder så kan sanktionere. I glæde over at være sluppet for selv at afsøge mulighederne. For socialdemokraterne i Aalborg kommer listen i næste måned. Borgmesteren har for længst meddelt, at ham skal man ikke antaste. Han vil selv bestemme hvornår han vil gå. Alle andre er på valg. Hos SF har rådmand Henrik Thomsen selv meldt fra. ”Jeg vil ikke være levebrødspolitiker”, siger han. Hvad pokker har han så været i de 16 år? Hvis hans afgang er lige så frivilligt, som han siger, er det overraskende. Mon ikke han udfordrede et ellers passivt bagland, da han fandt det nødvendigt at understrege, at SF-nej’et til budgetforliget sør'me ikke var ensbetydende med et brud på samarbejdet med socialdemokraterne? De – socialdemokraterne – kvitterede da også i budgetdebatten med erklæringer om, at de gerne ville have støttet SF s krav, hvis det havde været muligt. SF uden Thomsen bliver en ny oplevelse. Måske fra ”forvaltning” til holdninger? Det kan blive spændende. Og en interessant udfordring for socialdemokraterne. Venstre har fornuftigt nok kørt rådmand Mariann Nørgaard i stilling igen. Måske kan hun igen blive politiker. Og sammen med de Konservatives Vibeke Gamst, der hidtil som dør-sparker har udgjort den enlige opposition i Aalborg Byråd, byde sosserne kvalificeret modspil. Både de Radikale og den enlige fra Dansk Folkeparti har med iver tegnet sig som støtter for S-gruppen. Prisen er ikke noget de tager – men noget de får. Så rigeligt. Mine kommunalpolitiske nytårsønsker er faktisk få. Og alligevel alt, alt for uopnåelige. Som butleren i nytårsaftenens 90-års fødselsdag sagde: ”Same procedure as last Year?” Også han havde, som aftenen skred frem, problemer med balancen. BENT ØBERG bor i Aalborg og er uddannet journalist med en fortid på 27 år i A-pressen (bl.a. Ny Tid i Aalborg i 1960'erne, chefredaktør på Bornholmeren i Rønne 1966-78) og medarbejder på Jyllands-Postens Aalborg-redaktion 1981-93. I dag konsulent og politisk kommentator.