Sundhed og sygdom ‑ Corona

Antallet af for tidligt fødte faldt kraftigt under corona-nedlukning

Fald i nedlukningsperiode er 90 procent. Nu vil forskere undersøge, hvorfor

Arkivfoto: Colourbox

Arkivfoto: Colourbox

DANMARK:Antallet af ekstremt for tidligt fødte børn er faldet voldsomt under corona-nedlukningen i Danmark fra midten af marts og en måned frem.

Nu vil forskerne prøve at finde årsagen, oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse .

Antallet af ekstremt for tidligt fødte børn - børn født før uge 28 i graviditeten - faldt med hele 90 procent under den landsdækkende corona-nedlukning - fra cirka 2 til 0,19 pr. 1.000 fødsler.

Det viser en undersøgelse, som Neonatalafdelingen på Rigshospitalet har udført sammen med Statens Serum Institut/SSI.

Forskerne har set på antallet af ekstremt for tidligt fødte børn i perioden fra 12. marts til 14. april 2020. De tal har man sammenlignet med tal fra den samme periode i de fem foregående år.

31.180 nyfødte

I alt omfattede det nye studie 31.180 nyfødte. Heraf blev 1.566 født for tidligt - det vil sige før uge 37 i graviditeten.

Det samlede antal fødsler ændrede sig ikke i nedlukningsperioden, lige som antallet af børn født efter uge 28 heller ikke var forskelligt fra de foregående år.

På samme måde var der heller ikke nogen forskel på fødselsraten i perioden før nedlukningen i forhold til de seneste fem år.

Mindre stress kan være årsag

Børn, der er født ekstremt for tidligt, har stor risiko for at få alvorlige sygdomme og komplikationer.

Derfor er det meget kraftige fald i antallet af ekstremt for tidligt fødte børn vigtig viden. Forskerne tror, at de adfærdsændringer, som nedlukningsperioden medførte, måske har mindsket risikoen for at føde et barn ekstremt for tidligt.

Adfærdsændringerne har medført, at befolkningen har været mindre udsat for infektioner og stress. Det kan have mindsket risikoen for at føde for tidligt, lyder en teori fra forskerne.

Den viden vil på sigt måske kunne bruges til at forebygge, at børn fødes så tidligt.

Flere undersøgelser

Der skal dog flere undersøgelser til, før man med sikkerhed kan konkludere noget ud fra det opsigtsvækkende fald i ekstremt for tidligt fødte børn.

Forskergruppen vil nu dykke dybere ned i data for at se, hvad der karakteriserede de gravide og deres fødselsforløb i nedlukningsperioden, skriver SSI i pressemeddelelsen.

Sådan gjorde forskerne

Forskerne brugte data fra Den Neonatale Screenings Biobank til hurtigt at gennemføre undersøgelsen. Alle nyfødte i Danmark undersøges ved hjælp af en hælblodprøve taget to-tre dage efter fødslen for en række medfødte sygdomme, som det er vigtigt at diagnosticere tidligt for at undgå alvorlige komplikationer. I forbindelse med denne blodprøve samles der også data ind for, hvornår barnet er født, og om det er født for tidligt. Denne information lagres i Den Neonatale Screenings Biobank på SSI og kunne herfra, i anonymiseret form, hentes til det nye studie. Herefter kunne antallet af ekstremt tidligt fødte børn undersøges periode for periode.

Studiet er endnu ikke blevet fagfællebedømt. Det skal derfor tages med forbehold. På Københavns Universitet, Rigshospitalet og Statens Serum Institut offentliggøres forskningsresultater ellers generelt ikke, før den videnskabelige artikel er fagfællebedømt og publiceret i et videnskabeligt tidsskrift.

”I dette tilfælde har vi imidlertid vurderet, at resultatet, som er en iagttagelse, er så vigtigt, at det bør efterprøves i andre lande og gøres til genstand for diskussion blandt sundhedspersonale, så man hurtigst muligt kan nærme sig årsagen”, siger overlæge Michael Christiansen på SSI.

Kilde: Statens Serum Institut

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.