Grænsekontrollen

Han ser opad, tænker og svarer så på, hvornår kærester fra alle lande må se hinanden igen

Grænselukningen gælder stadig, hvis kæresten er fra Canada, Brasilien, Thailand eller andre lande uden for EU

- Vil ministeren give det løfte, at fra 1. juli kan alle kærestepar se hinanden, spurgte Andreas Steenberg (RV ) og fik justitsminister Nick Hækkerup (S) til at se sådan ud. Foto fra Folketingets tv.
- Vil ministeren give det løfte, at fra 1. juli kan alle kærestepar se hinanden, spurgte Andreas Steenberg (RV ) og fik justitsminister Nick Hækkerup (S) til at se sådan ud. Foto fra Folketingets tv.

INDLAND: Nick Hækkerup (S) lignede en justitsminister, der havde svært ved at holde på en hemmelighed, da han onsdag blev spurgt, hvornår kærester fra lande uden for EU må komme til Danmark igen efter måneders udelukkelse og kys på Facetime på grund af corona-lukning.

- Vil ministeren give det løfte, at fra 1. juli kan alle kærestepar se hinanden, spurgte Andreas Steenberg (RV) i folketingssalen.

Forinden havde justitsministeren forsøgt at drible uden om spørgsmålet med "snart" og "uden unødvendigt ophold". Men det sidste skud i Steenbergs spørgsmålsbøsse fik plaffet noget af låsen på ministerens mundkurv.

Han kikkede opad i nogle sekunder og så tænksom ud. Så sagde han, snedigt:

- Jeg synes, at 1. juli lyder som lang tid.

Uden at kunne hænges op på noget, antydede han altså temmelig kraftigt, at kærester fra Brasilien, Thailand, Canada og andre lande uden for EU kan komme til Danmark allerede i denne måned. Dermed ikke sagt, at der åbnes for netop de lande.

Sidst i maj begyndte åbningen for kærester fra Norden og Tyskland.

Inden Nick Hækkerups svar om 1. juli som lang tid, havde ministeren sagt, at regeringens plan for næste trin i grænseåbningen bliver behandlet på et møde i udenrigspolitisk nævn torsdag.

Han sagde ikke direkte, at planen lige derefter bliver offentlig. Men han skabte forventning om det. Regeringen har bebudet, at der kommer objektive kriterier for fra hvilke lande, der kan komme tilrejsende til Danmark. Et kriterium kunne være smittetryk.

I mandags åbnede noget af grænsen for tyske turister med dokumentation for, at de er fra Slesvig-Holsten. Kun 5 af 13 grænseovergange er imidlertid åbne, påpegede Eva Kjer Hansen (V) i folketingssalen.

Regeringen har tidligere bebudet, at den ville se på en åbning i forhold til Sydsverige og Finland.

EU-Kommissionen har anbefalet åbning af grænserne mellem EU-landene.

- I Danmark anlægger vi en lidt mere forsigtig tilgang, end kommissionen lægger op til, sagde justitsminister Nick Hækkerup.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden