Møde om lægevagt: Borgmestre holder fast i at der skal være en læge

Regionen og kommunerne er gået sammen for at kigge på alternative løsninger, men de tre borgmester står fast på at der skal være en læge

Borgmester i Frederikshavns Birgit S. Hansen (S) var torsdag - sammen med borgmester-kollegaerne fra Jammerbugt og Vesthimmerland - til møde med regionsrådsformand Ulla Astman (S). Arkivfoto: Torben Hansen

Borgmester i Frederikshavns Birgit S. Hansen (S) var torsdag - sammen med borgmester-kollegaerne fra Jammerbugt og Vesthimmerland - til møde med regionsrådsformand Ulla Astman (S). Arkivfoto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:Regionsrådet har vedtaget at lukke lægevagtskonsultationerne i Skagen, Brovst og Farsø, men det kommer ikke til at ske uden sværdslag, hvis det står til de tre borgmestre; Per Bach Laursen (V), Vesthimmerland, Mogens Gade (V), Jammerbugt og Birgit S. Hansen (S), Frederikshavn.

Torsdag var de til møde med regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman (S), og her var oplægget fra de tre borgmestre, at de fortsat vil have lægedækning.

- Vi er villige til at se på, om der kan findes en anden løsning end den nuværende lægevagt, men vores udgangspunkt er, at der skal være lægedækning i en eller anden form, siger Birgit S. Hansen.

- Vi tre borgmestre stillede spørgsmål ved, om man har undersøgt alle muligheder, og har bedt om, at man undersøger andre muligheder for at opfylde borgernes højeste ønske, der er lægedækning, siger hun.

Vil udsætte lukningen

På mødet blev regionsrådsformanden og de tre borgmestre enige om, at de administrative fagmedarbejdere fra de tre kommuner og regionen nu går sammen og kigger på alternative løsninger.

- Jeg underkender ikke paramedicinere og sygeplejersker, men når vi vil holde fast i lægedækningen, er det fordi lægen kan stille en diagnose, kan starte en behandling og give medicin samt indlægge folk, hvis det er nødvendigt, siger Birgit S. Hansen, der selv er uddannet sygeplejerske og har arbejdet ti år i en lægepraksis, inden hun blev valgt til borgmester og måtte tage orlov fra jobbet.

Lægevagten på sygehuset i Farsø lukker fra 1. marts i lighed med lægevagtkonsultationerne i Brovst og Skagen. Arkivfoto

Lægevagten på sygehuset i Farsø lukker fra 1. marts i lighed med lægevagtkonsultationerne i Brovst og Skagen. Arkivfoto

- Vores forslag til en løsning var også, at vi udsætter lukningen af lægevagten de tre steder, indtil der er fundet en anden løsning, siger Frederikshavns borgmester, der erkender, at aftalen om, at der fremover kun er fem steder med lægevagt i Nordjylland, allerede er underskrevet med Praktiserende Lægers Organisation.

Lige adgang er vigtigt

Selvom der ikke kom noget konkret ud af torsdagens møde, er Birgit S. Hansen tilfreds.

- Vi fik set hinanden i øjnene og var enige om, at processen ikke har været køn, men at vi nu tager en tur til, og så mødes vi, når der er nyt i sagen - uden, at der er sat dato på, siger hun.

Regionsrådsformand Ulla Astman er enig i, at det var et konstruktivt møde om mulige alternativer for nedlukningen af konsultationsstederne.

- Vi har nu en dialog om, hvordan borgerne i de berørte kommuner kan kompenseres for den oplevede serviceforringelse, som den nye lægevagtsaftale medfører for nogle borgere, skriver hun i en pressemeddelelse om mødet.

Ulla Astman fortæller, at hun og de tre nordjyske borgmestre er i dialog om, hvordan borgerne i de berørte kommuner kan kompenseres for den oplevede serviceforringelse, som den nye lægevagtsaftale medfører. Arkivfoto: Bent Bach

Ulla Astman fortæller, at hun og de tre nordjyske borgmestre er i dialog om, hvordan borgerne i de berørte kommuner kan kompenseres for den oplevede serviceforringelse, som den nye lægevagtsaftale medfører. Arkivfoto: Bent Bach

- Jeg kan sagtens forstå, at borgerne i de berørte områder har stillet sig kritiske overfor den nye aftale, for tryghed og lige adgang til sundhedsvæsenet er vigtigt – og det er det også for Regionsrådet, hvor et flertal har stemt for aftalen, skriver hun.

Hun fremhæver dog, at borgerne i Sydthy i dag har omkring 40 kilometer til lægevagtskonsultationen i Thisted. Det er samme afstand, som borgerne i Skagen, Brovst og Farsø får til lægevagten i fremtiden.

Regionens Akut- og Praksisudvalg vil på et møde den 24. februar arbejde videre med, hvad der kan gøres for borgerne i de tre berørte områder, når lægevagten lukker.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.