Slut med p-stress: Henny og Tove tager sig af patienten - du finder en p-plads

Frivillige tager hånd om patienten, mens pårørende suser rundt for at finde en ledig p-plads ved Aalborg Universitetshospital

Lars Termansen
Henny Schjødt Nielsen og Tove Rahmberg er frivillige på Aalborg Universitetshospital og klar til at tage imod patienter, mens føreren leder efter en p-plads. Foto: Lasse Høj Nielsen
Parkering 15. juni 2019 20:37 - Opdateret 15. juni 2019 20:37

AALBORG: Med hjælp fra frivillige bliver det mindre stressende at finde en parkeringsplads ved Aalborg Universitetshospital.

De frivillige tilbyder at vente sammen med patienter, der har en tid, mens pårørende leder efter en ledig plads til bilen. Den manøvre kan somme tider føles som at lede efter en nål i en høstak.

- Hvis det er en ældre, dement patient, oplever vi indimellem, at de når at blive meget forvirrede i ventetiden. Derfor vil vi gerne skabe ekstra tryghed for både patient og pårørende ved at tilbyde, at en frivillig kan vente sammen med dem, siger frivilligkoordinator Tina Marie Aarup.

Lars Termansen
Det kan være svært nok at navigere rundt på hospitalet. Og stressniveauet bliver ikke mindre af at skulle finde en p-plads. Foto Claus Søndberg

Tilbuddet gælder på Aalborg Sygehus Syd - ved hovedindgangen og Medicinerhuset - og på Sygehus Nord i Reberbansgade. Begge steder gælder tilbuddet på hverdage i tidsrummet kl. 9-13 (dog ikke i skoleferier).

Som bilist ringer man til et telefonnummer på en af de to sygehusafdelinger, og så ankommer en frivillig hurtigt og tager imod. Numrene er tydeligt skiltet foran indgangene.

Aalborg Universitetshospital er på vej med en ny p-kontrol, der skal luge ud i antallet af bilister, som parkerer ved sygehusene uden et ærinde. Ordningen skal skabe mere plads og flow til patienter, og systemet ventes indført senere på året.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...