Sprognævn kårer samfundssind som årets ord

Dansk Sprognævn har kåret samfundssind som årets ord, mens corona er kåret som årets tegn på tegnsprog.

KØBENHAVN:Samfundssind er blevet kåret til årets ord i 2020.

Det skriver Dansk Sprognævn på sin hjemmeside. Det er sprognævnet, der har kåret ordet sammen med programmet "Klog på sprog" på DR P1.

Thomas Hestbæk Andersen, direktør i Dansk Sprognævn og en del af juryen bag kåringen, fortæller, at de ikke har kunnet se uden om coronapandemien, der har været den største begivenhed i Danmark i år.

- Samfundssind er valgt, fordi det er en særlig dansk aftapning. Der er ikke et tilsvarende ord andre steder end i Danmark.

- Derfor er samfundssind et godt og sigende ord for 2020. Det er også et håbefuldt eller positivt ladet ord i modsætning til, hvis det havde været covid-19 eller pandemi, siger Thomas Hestbæk Andersen.

Han er en del af juryen sammen med debattør Mette Marie Nørlev, debattør Anne Libak, vært på "Klog på Sprog" Adrian Lloyd Hughes og Lars Trap-Jensen, der er seniorredaktør på Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har også kommenteret kåringen på Facebook.

- Efter et hårdt år med mange afsavn står samfundssind tilbage som det mest sigende ord for 2020.

- Det er vores fælles fortjeneste. Tak til alle jer, der har vist, hvad samfundssind er, skriver hun på Facebook.

Alle danskere har haft mulighed for at nominere ord, som de synes, skulle være årets ord.

I alt blev 291 ord foreslået, og mange af dem omhandlede coronapandemien.

Blandt de nominerede var corona, flokimmunitet, hjemmelsudfordring, mundbind og seriekrænker.

I 2019 blev klimatosse årets ord, mens det var hvidvask i 2018.

Samtidig er corona blevet kåret som årets tegn af Dansk Tegnsprog under Dansk Sprognævn.

Det er blot anden gang, at årets tegn kåres. I 2019 blev tegnet for tolk kåret.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.