Samkørsel populært blandt unge

Over 1000 thyboer finder kørelejlighed og passagerer på Facebook, når turen går til Smilets By

Katrine Dahl Svane læser til pædagog i Thisted og er en af de mange thyboer, der benytter sig af samkørsel, når hun skal besøge kæresten i Aarhus. Foto: Peter Mørk <i>Foto: Peter Mørk</i>

Katrine Dahl Svane læser til pædagog i Thisted og er en af de mange thyboer, der benytter sig af samkørsel, når hun skal besøge kæresten i Aarhus. Foto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk

THY-HANNÆS:Når 20-årige Katrine Dahl Svane skal besøge kæresten i Aarhus, tager hun helst personbilen, men for en studerende kan de høje benzinpriser hurtigt tage luften ud af økonomien.

Derfor bruger hun Facebook til at efterlyse passagerer, der kan holde hende med selskab på turen og samtidig give et lille tilskud til brændstof.
Det er hun ikke ene om. Lige nu er over 1100 personer medlemmer af gruppen Carpool: Aarhus-Thisted & Thisted-Aarhus, hvor chauffører og passagerer kan finde en passende kørelejlighed, skriver Thisted Dagblad mandag.
Til sammenligning har en tilsvarende Facebook-carpool mellem Aalborg og Thy lige under 130 medlemmer.

Tog og bus til besvær

Mange finder personbilen mere bekvem, når de godt 150 km til Jyllands hovedstad skal tilbagelægges.

- Det er for dyrt og tager for lang tid at tage offentlig transport, siger Katrine, der har fælles bil med kæresten i Aarhus.
Og der er tilsyneladende noget om snakken. Skal man med offentlig transport fredag eftermiddag, tager turen til Aarhus lige over tre timer, hvor man først skal med bus til Viborg og siden med toget til Aarhus. I bil kan det gøres på lige over to timer, hvis man vælger den hurtigste rute over Fjerritslev og Aars til motorvejen.
Netop transporttiden betyder meget, mener 22-årige Marie Eriksen, kontorelev på Ingeniørhøjskolen ved Aarhus Universitet. Når hun et par gange i måneden besøger familien i Thisted, benytter hun gerne Facebook-gruppen, både som chauffør og som passager.
- Der er meget at spare ved at køre sammen, det tager simpelthen for lang tid med toget. Det er jo i forvejen begrænset, hvor meget man er hjemme, og hvis det er for besværligt med transport, så kan det slet ikke betale sig, forklarer hun.

Fremmede passagerer

Hverken Katrine eller Marie er utrygge ved at have fremmede som passagerer, men hvis de selv skal med nogen op at køre, er de lidt mere kritiske.

- Hvis jeg er passager, udvælger jeg, for jeg vil ikke køre med hvem som helst. Men når jeg selv er chauffør, er jeg mere large, siger Katrine.
Marie Eriksen tager også nogle forbehold.
- Jeg vil helst vide lidt om, hvem det er, jeg kører med. Så længe der er andre i bilen, tænker jeg ikke så meget over det, men hvis jeg skal køre med nogen alene, vil jeg gerne vide så nogenlunde, hvem det er, siger hun.
Historisk set får samkørsel en opblomstring, når benzinpriserne stiger. Første gang fænomenet for alvor blev populært var omkring anden verdenskrig, da der var rationering på benzin. Også oliekrisen i ’73 og energikrisen i ’79 betød, at flere kørte sammen.
Og det er netop det økonomiske, som både Katrine og Marie peger på som hovedårsagen til, at de benytter samkørsel.
- Al respekt for dem, der frem for alt tænker på miljøet, men som studerende er det mest på grund af økonomien, at jeg gør det, siger Marie med et smil.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.