Velgørenhed

Samler ind til Afrikas kvinder

KØBENHAVN:De afrikanske kvinders levevilkår er i fokus, når Danmarks 12 største humanitære organisationer arrangerer Danmarks Indsamlingen 2010. Indsamlingen kulminerer med et stort tv-show på DR1 lørdag 30. januar. Under overskriften "Afrikas kvinder - Afrikas fremtid" bliver der samlet ind til konkrete projekter med Afrikas kvinder som omdrejningspunkt. Ifølge talsmanden for Danmarks Indsamlingen, Mogens Damgaard, lever de afrikanske kvinder under umenneskelige vilkår. - Vi går ind og støtter en overset gruppe, som har et kæmpe potentiale for at løfte Afrika. Mange studier viser nemlig, at når man giver noget til en kvinde i Afrika, giver hun 90 procent videre til sin familie og lokalsamfund, siger Mogens Damgaard, der også er kommunikationschef i Red Barnet. Målet for de 12 organisationer er - via støtten fra danskerne - at søsætte 12 projekter, som hjælper kvinderne på forskellige måder. - Styrken ved Danmarks Indsamlingen er, at vi er 12 organisationer, som hjælper på mange forskellige måder. Det er lige fra mikrolån, hiv-medicin og etablering af sundhedsklinikker til at oplyse kvinderne om, at de har ret til deres egen krop, siger han. Danmarks Indsamlingen 2010 er en fælles indsamling til fordel for Afrika, som 12 af Danmarks største humanitære organisationer står bag. /ritzau/