Vust

Samler penge ind til nyt inventar

Bordene i Vester Thorup Forsamlingshus er nedslidte og oliefyret trænger også til en udskiftning

VESTER THORUP: Al ting har sin tid, det gælder også det efterhånden gamle inventar i Thorup Forsamlingshus, hvor specielt bordene er nedslidte, ligesom husets oliefyr ind imellem tager en utilsigtet pause. - En udskiftning af de nedslidte borde er især tiltrængt. Mange års slitage har sat sit markante præg, og efter 25-30 års brug er det påkrævet med en udskiftning. Derfor iværksætter vi en husstandsindsamling lørdag 12. og søndag 13. oktober, siger Helga Kristensen, der er formand for forsamlinghuset og for Thorup Håndværker- og Borgerforening. - Vi regner med en udgift på 36.000 kroner til nye borde, og derfor håber vi på bred opbakning fra de lokale i forsamlingshusets opland, nemlig i Thorup, Vust og Thorupstrand, tilføjer hun. Også forsamlingshusets oliefyr volder problemer. - Det slår simpelthen fra ind imellem, og når huset lejes ud i vinterhalvåret, skal det selvfølgelig fungere, ingen kan jo være tjent med kolde omgivelser, understreger formanden. Frivillige indsamlere har allerede meldt sig, og Helga Kristensen finder det positivt med den store interesse omkring projektet. Det er med til at give sammenhold i lokalsamfundet. - Forsamlingshuset har stort set været lejet ud hver weekend gennem årets første ni måneder, og jeg synes ikke, vi kan være bekendt at folk skal tage til takke med det nuværende inventar. Vi vil jo gerne at huset fremtræder pænt og velholdt, siger Helga Kristensen. Forsamlingshusets køkken er nylig renoveret for et beløb på 10.000 kroner, som blev skænket af Egnsbank Han Herreds fond tidligere på året. - Nu gælder det husets øvrige inventar. Og skulle enkelte borgere ikke være hjemme på indsamlingstidspunktet, vil der et par timer søndag 13. oktober om eftermiddagen være mulighed for at møde op i forsamlingshuset, hvor der vil være kaffe på kanden. Alle beløb modtages med en stor tak, siger Helga Kristensen.