Samme bande bag gaderøverier

NÆSTVED:En bande på fem unge menes at stå bag to overfald i Næstved by tidligt søndag, oplyser politiet. Kort før kl. 04 blev to unge mænd passet op af fem og truet til at udlevere indholdet af deres lommer. En times tid senere blev to andre unge på vej hjem overfaldet med slag og spark længere inde i midtbyen. De måtte udlevere deres småpenge, nøgler og mobiltelefon. Igen var der tale om fem overfaldsmænd. /ritzau/