Samme ejendom ramt igen

Mens folk var ved at fjerne sne fra tagene, brød endnu en staldbygning sammen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Taget kunne ikke klare trykket af sne. Foto: Henrik Louis

THORUP:En ulykke kommer sjældent alene. Det må Brian Sørensen på gården Svineavl, Ringstedvej 2 i Thorup ved Dronninglund, sande. Mens Brian Sørensen, LandboNord, forsikringsselskabet og bygningsrådgivere torsdag før middag vurderede skaderne fra onsdag, lød der et kæmpebrag, og taget på endnu en stald styrtede sammen som følge af trykket fra sne. Da ulykke nummer to skete, var en lastbil fra Svend Aage Christiansen A/S med en stor skovl påmonteret i øvrigt i gang med at fjerne sne fra taget på en anden bygning, men var ikke nået til den stald, der styrtede sammen. Omkring 400 kvadratmeter af taget - ca. halvdelen - brød sammen på en ny stald. Frygt for personer under taget Der blev rekvireret en ambulance, idet der var fare for, at der kunne være personer i stalden, men det viste sig, at alle ansatte var kommet ud af staldene. De folk, der var ved at vurdere skaderne, opholdt sig i stuehuset, da de hørte braget. Men Falck måtte for anden dag i træk i gang med at stive loftet af og redde søer ud. Indsatsleder Klaus Andersen fra Beredskabet i Brønderslev Kommune fortæller til NORDJYSKE, at der var ca. 120 søer i den del af stalden, der styrtede ned. Beredskabsstyrelsens materiel kom frem ved 13.30-tiden, og halvanden time senere kunne Falck-folkene begynde at lede søerne ind i lastbiler. Søerne blev kørt direkte på slagteri. Dyrlæge Helle Kjærsgaard fra Østervrå kunne fra døren konstatere, at søerne var meget rolige, selv om taget var styrtet ned. Dyr kørt til slagteri På grund af stresset efter episoden blev det valgt at sende søerne direkte til slagtning. Dyrlægen kunne ikke komme ind for at tilse dyrene af frygt for nye sammenstyrtninger. Helle Kjærsgaard fortæller i øvrigt til NORDJYSKE, at kun én gris måtte lade livet før tiden efter den første sammenstyrtning onsdag. - Den havde brækket ryggen. Det lykkedes onsdag beredskabet at få alle andre grise ud - 600 i alt. De er nu transporteret til andre gårde, på nær 60 søer, som alligevel skulle på slagteriet. Det var cirka 400 kvadratmeter tag, der styrtede ned over den 1000 kvadratmeter store stald. - Folkene fra både Falck og fra Beredskabsstyrelsen var trætte, da de kort før klokken ét natten til torsdag tog hjem, siger Klaus Andersen. Han roser folkene for deres indsats for at redde de mange dyr.