Bortførelser

Samme mand bag to hunde-bortførelser

BOGENSE:Politiet er nu overbevist om, at den samme mand mstår bag forsøget på at presse penge af ejerne af to hunde, der er blevet bortført, skriver Fyens Stiftstidende. Ganske vist blev hunden Rollo brutalt vristet fra sin ejerinde i Odense, mens hunden Skipper forsvandt anderledes udramatisk fra sit ejerpar i Bogense Marina for godt 14 dage siden. Men ellers er fremgangsmåden identisk. De odenseanske hundeejere har desuden optaget nogle af de samtaler, de har haft med afpresseren, på bånd. Disse båndoptagelser har Skippers ejere nu haft lejlighed til at høre, og de er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er den samme mand, der på gebrokkent dansk/engelsk blandt andet fremsætter trusler om at henrette hundene for åbent videokamera, hvis han ikke får en større løsesum. I det jyske ægtepars tilfælde er det 10.000 US-dollar - cirka 70.000 kroner. Leon Hedegård, kriminalpolitiet i Odense, arbejder med at spore opkaldene fra hundekidnapperen. Det er dog ikke så ligetil, da han tilsyneladende - som han også selv har sagt - befinder sig i udlandet. /ritzau/