EMNER

Samme praksis

Det er sjældent, man kan erklære sig fuldstændig enig med både Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgaard.

Men de har fuldstændig ret i, at det er besynderligt, som det fremgik af NORDJYSKE (11.5.) at et nyt parti som Ny Alliance ikke ønsker at præsentere sine synspunkter på tv og stille op til debat med partilederne fra de andre partier. Men omvendt skal man også være forsigtig med at puste sig alt for meget op, hvis man ikke selv har rent mel i posen. Må jeg minde om, at Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgaard betjener sig af den samme praksis, når de ikke ønsker at møde kritiske spørgsmål fra journalister eller politiske modstandere: I marts 2003, da Folketinget havde vedtaget beslutningen om Danmarks deltagelse i Irakkrigen, nægtede de selv at deltage i den partilederrunde, som DR inviterede til samme aften, som forslaget blev vedtaget i Folketinget. Når man har set, hvordan det siden gik i Irak, og det siden er påvist flere gange, at krigen blev igangsat på et falsk grundlag, kan man selvfølgelig godt forstå, at de dengang ikke ønskede at stå frem. Af Anne Baastrup folketingsmedlem (SF), Frederikstadsgade 1, Kbh. V.