Samme retningslinjer - fra Skæve til Skagen

Byrådsmedlem rejser debat om fordeling af kommunale tilskud

Pia Karlsen (V) efterlyser et lighedsprincip for kommunens fordeling af tilskudskroner.

Pia Karlsen (V) efterlyser et lighedsprincip for kommunens fordeling af tilskudskroner.

SKAGEN:Ansøgninger om kommunalt tilskud til diverse arrangementer rundt omkring i kommunen bliver i dag behandlet vidt forskelligt.

Det skal der laves om på, hvis det står til byrådsmedlem Pia Karlsen (V).

Hun rejser nu en debat i byrådet om kommunens tilskudspolitik.

Pia Karlsen efterlyser en overordnet ramme for, hvordan borgerne oplever kommunen, ”uanset om de ønsker at arrangere noget i Præstbro, Frederikshavn, Hørby eller Skagen”.

Voldsomt bureaukratisk

Nogle ansøgninger havner i økonomiudvalget, andre i kultur- og fritidsudvalget, børne- og ungdomsudvalget eller teknisk udvalg. Resultatet er, at det bliver uigennemsigtigt og uforståeligt, og at nogle initiativer ”risikerer at blive kvalt før fødslen”, skriver Pia Karlsen i sin henvendelse til byrådet.

Hun har tidligere på året engageret sig i motorcykeltræffet Træf på Toppen, hvor arrangørerne efter 23 år var løbet tør for benzin, blandt andet på grund af et stort bureaukratisk arbejde med at formulere ansøgninger om alt muligt mellem himmel og hav.

Arbejde med - ikke imod

Pia Karlsens henvendelse tager afsæt i kommunens vækstspor, oplevelse og turisme.

- Vi har en interesse i, at de frivillige ikke mister engagement og initiativ og bør til enhver tid arbejde på at vi opleves som imødekommende og velvillige. Kommunen skal arbejde med og ikke imod, skriver Pia Karlsen, der konkret foreslår en arbejdsgruppe, som skal slå stregerne til en ny struktur for fordeling af kommunale kroner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.