Udviklingshæmmede

Samme tilbud i hele regionen

NORDJYLLAND:En ordning med tilbud om gratis ridefysioterapi til handicappede med downs syndrom - der tidligere kaldtes mongolisme - bliver nu udstrakt til hele regionen. Egentlig var det planen kun at lade ordningen køre videre i den del af regionen, der tilhører det gamle Viborg Amt, idet det gamle Nordjyllands Amt ikke har haft tilbuddet om gratis behandling. Men her har sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fastslået, at handicappede inden for en region ikke må forskelsbehandles. Derfor besluttede regionsrådets forretningsudvalg på sit møde i går, at tilbuddet om gratis behandling skal gælde hele regionen. Det var SF-eren Thomas Krog der rejse sagen, og han glæder sig over resultatet. Efter at han for nogen tid siden rejste sagen vedrørende handicappede med downs syndrom kom det også frem, at det samme problem omfattede autister. - Der er handicappede, der har brug for tilbuddet, og jeg glæder mig over, at der nu kommer ens regler, også det bliver et gratis tilbud over hele regionen, siger Thomas Krog. Pres på kommuner I Folketinget har et flertal besluttet, at den form for behandlingstilbud fra årsskiftet overgår til kommunerne. Thomas Krog regner med, at den ordning, som regionen nu beslutter, vil fortsætte i kommunerne. - Vores opfattelse var, at vi kunne fortsætte med de forskellige ordninger inden for regionen frem til årsskiftet. Nu lægger vores afgørelse et pres på kommunerne. men der kan ske det, at de nordjyske kommuner ser forskelligt på det og kommer med forskellige løsninger, siger formanden for den socialdemokratiske gruppe i regionsrådet Ulla Astman Nielsen.