Morsø

Sammen om julemarked

Brugere på Morsø Kompetencecenter er i fuld gang med forberedelserne til dette års julemarked

I over 20 år har Oskar Boll været en del af det årlige julemarked. Her er han i fuld gang med at gøre ler fra sidste jul genanvendeligt ved at smuldre det i små stykker, så det kan bruges i årets juledekorationer. Og han har da også tid til at få sig en god sludder med de andre brugere og personalet.
I over 20 år har Oskar Boll været en del af det årlige julemarked. Her er han i fuld gang med at gøre ler fra sidste jul genanvendeligt ved at smuldre det i små stykker, så det kan bruges i årets juledekorationer. Og han har da også tid til at få sig en god sludder med de andre brugere og personalet.

NYKØBING: - Se lige Brian! De er godt nok flotte, siger Anita Madsen, da hun stryger mandelflager ud over de næsten færdige kringler. Det dufter i hele køkkenet på Morsø Kompetencecenter, hvor flere brugere er i fuld gang med at producere godt 60 sukkerfrie kringler. Her fordeles de forskellige opgaver mellem amatørbagerne, og kagerne bliver derfor til i fællesskab.

- Vi laver 209 kringler med sukker, men der skal også være nogen til dem, der har sukkersyge ligesom mig, smiler Anita Madsen. Sidste år var kringlerne faktisk så populære, at de hurtigt var udsolgt, og derfor er der skruet en smule op for antallet denne gang.

Pebernødder, æbleskiver og gløgg står køkkenholdet også for at lave, inden kalenderen skriver 1. december. Her skal alle de søde sager nemlig sælges - sammen med en lang række andre ting i julens ånd.

I snart et år har brugerne på Morsø Kompetencecenter forberedt sig på deres årlige julemarked, der i år finder sted næste fredag. Centeret er et dagstilbud for handicappede og udviklingshæmmede, der lige nu har 103 brugere.

Brugerne er delt op i små teams, hvor der produceres alt fra adventskranse til svampe lavet af ler.

- Det hyggeligste ved julemarkedet er, at der kommer gæster udefra, siger Mette Engsig, der er i fuld gang med at klippe gran til en af de i alt 350 juledekorationer, der skal laves.

I hjørnet er Michael Korsgaard Nielsen i fuld gang med at lave små sløjfer til grandekorationerne, og det kræver både gåpåmod og stor koncentration. De driller nemlig. Men det slår ikke det gode humøret itu, og i dekorationshjørnet er julemarkedet også en stor oplevelse år efter år.

- Det er så fedt, at folk kan lide det, vi laver. Vi sælger jo meget af det, og det er jeg meget stolt af, slår Michael Korsgaard Nielsen fast.

Personalet fortæller, at sidste års julemarked trak omkring 200 gæster til kompetencecenteret hen over dagen, og de håber på, at julemarkedet igen i år bliver en succes.

I det store drivhuset står både hjemmelavet marmelade og æblemost klar til at blive solgt, og her er der også tid til at tage sig en slapper og kæle med kattekillingen Pjevs.

- Undskyld mit sprog, men hold nu kæft den marmelade smager godt, udbryder John Nørgaard, imens katten ligger trygt i hans arme. John Nørgaard fortæller, at yndlingsmarmeladen er den med vindruer.

Der bliver også arbejdet i bedene, hvor de sidste tomater blev høstet i går.

Hele huset emmer af koncentration og godt humør, og det er tydeligt, at julemarkedet er en stor dag for fællesskabet.

- Jeg har lavet en elefant ud af ler, siger Mie H. Jensen, der sammen med de andre brugere allerede har fyldt mange reoler helt op med julenisser, bamser og lerfigurer. Her er slutspurten gået ind, og prismærkerne er ved at blive sat på.

- Jeg glæder mig til på fredag, griner Mie H. Jensen, og hun bakkes op af bekræftende nik fra de andre.

Morsø Kompetencecenter åbner dørene op for alle interesserede fra klokken 10, og festlighederne slutter først klokken 15.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden