Sammenhold giver guldhåb

Danske talenter klar til at tæmme Italien

Det er scener som disse og en suveræn EM-kvalifikation, som har gjort det danske U21-landshold til en sammentømret enhed, der er store forventninger til. ved slutrunden i Portugal Scanpix

Det er scener som disse og en suveræn EM-kvalifikation, som har gjort det danske U21-landshold til en sammentømret enhed, der er store forventninger til. ved slutrunden i Portugal Scanpix

AVEIRO:Sammenholdet vejer tungt, lyder en forslidt frase i sportens verden, men for U21-landsholdet i fodbold er det svært at komme uden om denne faktor, når de rød-hvide talenter i aften indleder EM-slutrunden mod Italiens forsvarende europamestre. De unge og fremadstræbende danskere synes blottet for de stjernenykker og egoistiske tilbøjeligheder, der måske i højere grad vil indfinde sig hos puljemodstanderne Italien, Holland og Ukraine. - Vi skal i høj grad leve på de dyder, der bragte os succesrigt gennem kvalifikationen. Vi står sammen og arbejder stenhårdt for hinanden, samtidig med at vi har nogle vigtige spidskompetencer i form af en stærk defensiv, stor styrke på dødbolde og kreative offensive momenter, lyder det fra anfører Rasmus Würtz under den daglige presseseance, hvor hele truppen oser af humør og energi, krydret med en seriøs og professionel fremtoning. Vindermentalitet - Man har før set, at vindermentaliteten nogle gange rækker længere end talentet. Vi skal vise, at vi er kommet her for at vinde, supplerer målmanden Kevin Stuhr Ellegaard. En tredje dansk profil, Liverpool-forsvareren Daniel Agger, tror og håber, at Danmark kan holde nullet bagude i de fleste kampe. - Men vi er ikke et hold af enkelte profiler - vi er et hold, der vil vinde for holdet, tilføjer han. Også Leon Andreasen, der til daglig optræder i Werder Bremen, peger på den kollektive styrke som et vigtigt dansk plus. - Vi kender hinanden indgående og vil kæmpe sammenbidt for hinanden. Vigtig åbningskamp I den danske lejr er der udbredt enighed om, at Italien bliver en svær modstander, og at Holland i kamp nummer to måske er endnu stærkere, mens modstanden tegner en smule blidere mod Ukraine, som Danmark besejrede to gange i kvalifikationspuljen. Ifølge Leon Andreasen vil sværhedsgraden automatisk vokse i en eventuel semifinale. - Den anden pulje tæller tre meget stærke hold i Frankrig, Portugal og Tyskland. Men vi har selv en utrolig stærk trup. Det har vi bevist gang på gang, og jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skal kunne erobre guldet. Ved 22.30 tiden - dansk tid - er alle en smule klogere. En sejr over Italien vil for alvor give næring til EM-drømmen, og uafgjort holder liv i håbet om avancement til semifinalen, mens et nederlag vil give optimismen et slemt knæk.

Forsiden