EMNER

Sammenhold mindsker håbløshed

På denne sankthansaftensdag – en af de længste dage i året – er det en gammel tradition at fejre lyset med bål, og der er ingen tvivl om, at vi er mere glade og lys i sindet, når solen skinner fra en skyfri himmel, og at vi bliver mere vrisne og mindre imødekommende, når regntunge skyer tager lyset og dermed noget af livsglæden.

Når vi i midsommervisens første vers synger "Vi elsker vort land", er det ikke bare, fordi håndboldpigerne vinder guld for tredje gang. Det er noget langt dybere – for selv om vi er et lille land, så er vi noget helt specielt. Jeg tænker her på vort kongehus, herunder kronprins Frederik og kronprinsesse Marys kommende familieforøgelse, i sig selv et eventyr her i året, hvor vi fejrer vores verdensberømte eventyrdigter H.C. Andersens 200 hundredes dag, og der som nation selvfølgelig giver identitet og fællesskab. Næste vers taler om markens velsignelse og i bondesamfundet var Sankt Hans – bålet én af flere blusskikke. Der var f.eks. også blus til pinse og bål Valborgsaften 30. april. Men efterhånden blev bålskikken kun knyttet til sankthansaften. Nogle steder brugte man ikke rigtige bål, men satte i stedet ild til halmknipper, som blev svinget på lange stænger. Skikken med at have en heksedukke på toppen af bålet er forholdsvis ny. Det er først i slutningen af forrige århundrede, vidnesbyrd om heksefigurer dukker op. Oprindelig skulle både sankthans- og valborgblus helst tændes med nyt ild. Det vil sige med " vild ild" eller nød ild. Det er ild, der laves ved at gnide to træstykker mod hinanden. Nødild var et stærkt magisk middel, hvis for eksempel en kvægsygdom rasede, forsøgte man at slukke alle landsbyens ildsteder og lave nye, der så blev bragt rundt til alle husstande. Måske kunne den nye ild rense ud og gøre kål på sygdommen. Når bålet skulle laves med nødild, hænger det sammen med, at det var et ondt af sværgende middel. Det bål, vi brænder til sankthans, er ikke et "henrettelsesbål", men bondens skærmende blus. Sidste vers siger: "Med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende". Når vi i aften tænder bål, er det jo nok ikke direkte for at holde de onde kræfter væk, som måtte være aktive i midsommernatten. Men i en globaliseret verden er der en risiko for, at verden aldrig bliver den samme igen, hvis vi ikke er i dialog med hinanden og får fred her til "lands", for at blive i teksten – på tværs af nationer og tro. Som bosat i et område, hvor der i tre generationer har været tradition for landets højeste arbejdsløshed, men også tre generationer, som altid har været omstillingsparate til nye udfordringer. Og selv om der i perioder er eller har været arbejdsløshed, kan I være stolte, for det er bl.a. de generationer, som har skabt det velfærdssamfund, vi kender i dag og som vi forhåbentlig kan bevare. Kaas lå egentlig der, hvor Gl. Kaas er i dag. Men ikke mindst med jernbanen og Kaas Sports- og Lystanlæg som centrum, var det naturligt, at udviklingen kom omkring banen indtil den i 1963 blev nedlagt. Kaas kommer af hjørnet eller sagt på en anden måde: "Hvad der lå syd og vest for Kaas var i ældre tid uopdyrket mose – derfor hjørnet, hvor Torvet ligger. Der har altid været stor foretagsomhed i Kaas, og her var første bølge mosen med de store tørveforekomster og kalkbrænding været en afgørende faktor, idet mosen tiltrak folk udefra og dermed var en nødvendig saltvandsindsprøjtning, idet specielt Kaas Briketfabrik, Kalkstensfabrikken og de mange kalk ovne efterspurgte både lønmodtagere og funktionærer. Og det var vel her, egnsudviklingsloven en af de første gange kom i brug med kapitaltilførsel, som senere mange gange med fordel har været taget i anvendelse, når store og små projekter skulle søsættes. Anden bølge var som i "Krøniken" fjernsynsfabrik, cykelfabrik og hospitalsudstyr i Plastifol, som betød en ny æra for Kaas. Virksomheden havde til huse i en del af det nuværende Trægården byens flagskib og især kvinderne kom igen ind på en lokal arbejdsplads - dermed fortsat en arbejdskraft med omstillingsparathed. Tredje bølge for Kaas var elektronikeventyret, hvor ingeniører for det senere Dancall ønskede og videreudvikle mobiltelefoner. Som i starten nok var bærbare, men måtte tilsluttes bilen for opladning og i modsætning til i dag tunge sager. Men ved forskning udvikledes små og elegante biltelefoner og netop forskning er det vi fremover også skal skaffe midler til, for den kvalificerede arbejdskraft har vi jo, for dem der før lavede mobiltelefoner, kan jo også lave fladskærme på Orion. Fremtiden kan blive inden for den medico-teknologiske industri på hospitalsområdet, hvor Aalborg Universitet bl.a. ved sin uddannelse af ingeniører har bevist, at man er i stand til at uddanne nogle af landets bedste ingeniører. Kun ved sammenhold og fordeling af verdens goder ligeligt, med respekt for hinandens forskelligheder, kan vi mindske vold, krige, utryghed og ikke mindst håbløsheden, som er hårdest ved de svageste i samfundet.