Brønderslev

Sammenhold og fællesskab i Østerled

Loppemarked i Østerled lørdag og søndag

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anders Krebs Nielsen og Claus Starcke til planlægningsmøde i Gitte Poulsens have. Foto: Jørgen Ingvardsen

ØSTERLED:- Vi er en lille by med 16-17 indbyggere, men vi har et fantastisk sammenhold, fortæller Gitte Poulsen i sin have i Østerled. I haven sidder også de to naboer, Anders Krebs Nielsen og Claus Starcke, og sammen er de ved at lægge sidste hånd på loppemarkedet, som afholdes i byen den kommende weekend.

- Vi kender alle hinanden, og der er virkelig opbakning til alt det, vi laver. Næsten alle er med til vores Sankt Hans-fest, og til vore planlægningsmøder i forbindelse med loppemarkedet er mødeprocenten 80.

- Det er der ikke mange andre byer, der kan hamle op med. Vi har alle fundet en masse ting frem, og dem samler vi på loppemarkedet, som holdes på parkeringspladsen ved fabrikken. Så håber vi, der kommer mange og køber, siger hun.

- Vi regner med et pænt overskud, og alle pengene skal bruges her i byen, føjer Anders Krebs Nielsen til.

- Vores største ønske er at få revet et faldefærdigt hus ned. Det ligger midt i byen og har stået tomt i flere år. Det pynter ikke. Vi er en lille by, men derfor behøver den ikke se træls ud. Den må gerne virke indbydende, fortæller Anders.

Hvis huset bliver fjernet, er det planen at lave en pæn plads med bålsted og bænke.

- Vi kunne måske også indkøbe flag, så vi kunne markere, når der sker noget i byen, føjer Gitte Poulsen til.

Østerled er en by, hvor man bliver boende i mange år eller vender tilbage til. Claus Starcke er således født i Østerled, og han er efter at have boet i Aalborg i 10 år nu vendt tilbage til sit barndomshjem i byen.

- Jeg holder meget af byen, så for mig er det helt naturligt at vende tilbage. Jeg føler mig hjemme her, og for mig føles det rigtigt at bo her. Min kone er også glad for byen, og vi blev oven i købet gift i vores have af borgmesteren for fem år siden, fortæller Claus.

Listen over forbedringer og tiltag i byen er lang.

- Vi vil gerne tages alvorligt, siger Anders Krebs Nielsen, og fortsætter:

- Her må gerne se pænt ud, så vi kunne godt ønske os nogle blomsterkummer, som de har i andre byer, og så vil vi godt have vejen asfalteret. Der er masser af trafik især af lastbiler, traktorer og naturligvis også turister. Der kommer desuden mange cyklister, så der er god grund til at gøre noget ved vejen, slutter Anders Krebs Nielsen.

- Det er også et problem, at der ikke er bredbånd i byen. Vi har forsøgt, men det er endnu ikke lykkedes. Det er ikke godt for eventuelle tilflyttere, slutter Claus Starcke.

Hvis nogle af de mange planer skal føres ud i livet, skal der skaffes penge. Derfor håber man, at der kommer mange til loppemarked på lørdag og søndag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.